HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1994 h5

Selmi Andersen

dem i fedtet, men kun en gang og så kun på den ene side. Når der var kartofler, hældte min far mel og mælk i fedtet til løget og ter­ ningerne. Så rørte han rundt, og det blev kaldt »Skomagersovs«. Dette blev serveret til kartoflerne. Engang imellem kunne min mor afse tid til at komme hjem midt på dagen. Så havde hun købt 3 pund svineben for en krone med hjem og grøntsager og et hvid­ kålshoved. I den store pensionatssuppegryde kom der vand, ben og de rensede grøntsager. Det hele stod så og kogte på svagt blus, indtil min far kom hjem - min mor var forlængst gået igen; men vi havde mad til nogle dage. Min far fik også den spanske syge. Heldigvis ikke et så hårdt angreb, han kom sig da nogenlunde hurtigt. Til gengæld fik min lillebror difteritis. Han blev omgående kørt på Blegdamshospita­ let. Vi kunne godt komme og se til ham, men en tyk glasrude skil­ te os, så vi kunne kun vinke og kysse på fingeren til ham. Dagen efter hans indlæggelse kom der en mand for at desinficere det værelse, han havde ligget i. Han smurte lim på lange papirstrim­ ler og limede dem på alle vindues- og dørsprækker. En stor gaspatron blev smidt ind i værelset, døren ud til entreen lukket, og også her blev der limet papirstrimler på. I 24 timer måtte døren ikke åbnes. Da den så blev det, var der en frygtelig stank. Vi hostede og spruttede, inden vi nåede at få vinduerne lukket op. I flere dage stod disse vinduer åbne. Efterhånden ebbede epidemien ud. Næsten alle familier havde mistet nogle medlemmer. Min mor mistede sin yngste bror, og hendes svoger, manufakturhandler Jeppesen, døde også. Vi nåede hen på foråret 1921. Et stort nyt stykke jord på kirke­ gården blev inddraget til de mange ofre for sygdommen. Det var uhyggeligt at se de lange rækker af nye gravsteder med kors og sten, hvorpå der stod »død 1920«. Men foråret var der, og vi skul­ le flytte til Jasmin Allé omkring 1. maj. En tur til Sofienhøj Min mor og Anker gik op på hjørnet af Holmbladsgade og Ama­ gerbrogade for at tage sporvognen, linie 2 eller 9, til endestatio­ nen ved Sundby Remise. Det var en dyr tur, for det kostede hele 5 øre for min mor - Anker var gratis. Min far lejede en trækvogn, og den blev fyldt med barnesenge, dyner, puder, husgeråd og tøj.

212