HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1994 h5

Selmi Andersen

de var ikke helt appetitlige. En dag skulle vi bringe grønkålssup­ pe ud til Mathisen. På vej op ad trappen snublede vi, og vi tabte spanden, så suppen flød ud på trappen. Hurtigt skovlede vi så det hele tilbage i spanden - både suppen, trappesand samt hvad der ellers måtte have ligget. Denne cocktail leverede vi så til Mathisen uden at fortælle, hvad der var sket. Vi fik vores beløn­ ning, og så spænede vi af sted. Den grønkålssuppe må have haft en særlig smag, men vi hørte aldrig noget om det. Naturligvis kom der hertil en masse byærinder, som man blev sendt ud på. Indkøbskurvene kunne være meget tunge at slæbe hjem for et barn. Til gengæld lærte man jo så kvarteret og dets handlende at kende. ..nu kører ama'rsprøjterne hjem En gang imellem var der ildebrand. Den brandsikring, vi kender i dag, var ukendt på dette tidspunkt. Der var åbne ildsteder og komfurer, og husene havde megen trækonstruktion. Desuden var folk ofte uforsigtige i deres omgang med ild og petroleum. Når ilden var opdaget, blev brandvæsenet tilkaldt. Så kom sprøjterne. Det var uhyggeligt, men havde en egen fascination. En af de store ildebrande var, da »Kludebiksen« brændte. Sprøj­ terne kom ned ad Holmbladsgade. Forrest var altid dampsprøj­ ten. Midt på ladet stod den store kuppelformede dampmaskine, hvor dampen stod fra. Så kom den store stigesprøjte, så den lille stigesprøjte. De blev fulgt af et par mindre sprøjtevogne, og til sidst kom mandskabsvognene. Det var alle åbne røde vogne med masser af blankt messing. Alle blev trukket af store kraftige heste. Kuskene stod forrest på vognene med tømmerne i den ene hånd og pisken i den anden. Pisken smældede enten i luften eller på hestenes brede rygge med det formål bestandigt at øge hastighe­ den på hestene. Hestene galoperede med vildt opspilede øjne, mens fråden fløj fra deres muler. Det satte sig på kuskenes tøj og på hestene selv. Hovene gungrede i brolægningens brosten, og gnisterne fløj fra hesteskoenes kontakt hermed. En mand hev ustandselig i den store blanke messingklokkes knebel. Mellem husene rungede dette infernalske spektakel med uheldsbringen- de ekko. Fascinationen drev gadens drenge til at løbe med, mens deres træskos klapren blandedes i den skæbnesvangre symfoni,

202