HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1994 h5

Erindringerfra Amager

Børnenes pligter

Jeg var begyndt i skole på Østrigsgade Skole i 1914 som 6-årig. Det gik fint, og jeg fik mange kammerater. Hjemme var skolestar­ ten begyndelsen til »det voksne liv« med pligter. Drengene havde deres pligter, som bestod i at hente koks, gå ned med skralde­ spandene og lignende tunge arbejdsopgaver. En pige havde man­ ge flere pligter. Der skulle dækkes bord til de 30-35 pensionærer. I spisestuen stod et meget stort spisebord, og her skulle sættes tal­ lerkener og bestik ordentligt på. Der skulle serveres, og de tunge terriner skulle balanceres ind, - og det var svært for en lille pige. Når der så var spist, skulle der vaskes op og tørres af for til sidst at sætte servicet på plads. Selve rammerne for pensionatet gav også pligter. Pensionærer­ ne »abonnerede« på forskellig vis. Af skiltet fremgik, at man kun­ ne få: - morgenmad og middagsmad og en madpakke - morgenmad og madpakke - morgenmad, middagsmad, aftensmad og en madpakke - aftensmad og denne sidste kunne indtages på pensionatet eller blive bragt til logiet, der godt kunne ligge et helt andet sted. Der var ansat en bypige til dette, men ofte måtte Johan og jeg assistere med udbringningen. Maden blev bragt ud i flere etagers madspande, for der var jo både forret og hovedret. Et af stederne, der fik bragt mad ud, var hos Mathisen. Det var en gammel mand, der var lidt af en original, og han havde træben. Han boede lige over for Sundby Kirke sammen med en gammel dame, der måske var hans mor. Hun var blind. Ved siden af Valdemar Bøges forretning var der en port, - der hvor Merry- biografen senere kom til at ligge. Vi skulle gennem porten og over gården. Så skulle vi op i baghuset på 2. sal for at levere maden. Når man kom ind i køkkenet, var der et langt bord, hvor vi stille­ de madspandene. I bordet var der en skuffe, og heri opbevarede den gamle dame sine kamme sammen med nogle »sukkerknal­ der«. Vi fik altid en sukkerknald som drikkeskilling, fordi vi leve­ rede maden. Det var en meget sød og venlig kone, og knalden var for hende en lækkerbisken. Vi sagde pænt tak, mens vi nejede og bukkede, men når vi kom ned i gården, smed vi »knalderne«, for

201