HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1994 h5

Birthe Karin Fischer

kunne holdes 12 vævestole i gang, men problemet er, at det er umuligt at få vævesvende, fordi de fleste er soldater. Herudover er de ikke meget for at tage til Lyngby, hvor det heller ikke er let at få kost og logi, når man er ugift. Fødevarerne er også meget dyrere her end i København. Pfluegs plan er derfor at antage en del læredrenge. Der er allerede antaget 4 lærlinge - som sammen med nogle andre arbejdere har fået kost og logi på gården.24 Pflu- eg kan også fortælle, hvor belastende det er for en fabrik, når den pludselig må undvære 8 a 10 arbejdere i 4-5 uger til militærtjene­ ste, det hele går næsten i stå. C.C. Pflueg - der jo ikke før har arbejdet med tøjmageriet - kan nu se, hvilke problemer faget har at slås med. Han fremlægger i de følgende år disse problemer for Kommercekollegiet. En af de første ting Pflueg påpeger, er de problemer, der opstår, når stoffet er færdigt fra væven. - Stoffet har måske siddet på væven og taget sig smukt ud, farvningen har været vellykket, men de for­ mer for presser, der er til rådighed, svier måske stoffet eller giver presselus. I begge tilfælde er stoffet ødelagt. Pflueg, der anses for lidt af et mekanisk geni, tilbyder mod pengehjælp at fremstille apparater, der er egnet til efterbehandling af tøjmagerstoffer. Det­ te er der ingen reaktion på. Der er mange hænder, der skal i gang. 300 mennesker, fortæller Pflueg, har været med til at spinde 3000 pund raskmagergarn. De 800 pund var så fint, at det var spundet i strenge fra 45 til 79. I midten af december 1778 kan sekretær Carsten Anker fortælle kollegiet, hvor godt det går med Pfluegs fabrik i Lyngby. Der er 13 væve igang - de 2 var stoffet lige blevet skåret af. Anker beret­ ter om kårde /kæmmeriet, dobbleermøllerne, farveriet, tørrekam­ re, den store arbejdsstue, samt lagrene til uld og garn. Anker for­ tæller, at der bliver vævet camelot, chalong, rash, kalemanke, estof, ulden damask, tamis.... I det hele taget synes fabrikken at falde i god jord, for som Anker skriver, den er ved at nå sit mål med 14 væve. Carsten Anker vil ikke undlade at give Pflueg den ros, han fortjener for den orden, der hersker på fabrikken, men han kan ikke lade være med at undre sig over, hvordan det kan betale sig at få bragt uld til Lyngby, hvor det sorteres, vaskes og kæmmes, dernæst sende det til Jylland for at få det spundet, få det spundne garn sendt til København og derfra ud til fabrikken,

154