HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1994 h5

Spådomskunst og søstersolidaritet

af Cathrine. Han afleverede bogen, og Cathrine fik den i hænder­ ne og blev bedt om at demonstrere, hvordan hun bar sig ad, når hun havde spået nogen efter den. Men Cathrine svarede, at hun havde glemt, hvordan hun gjorde, fordi det var længe siden, hun havde prøvet det. Hvad hun havde sagt, havde hun vel sagt efter denne bog, men hun forstod sig ikke på planeternes løb eller deres virkning på hinanden. Hun havde kun tydet bogen for at få penge. Derefter forhørte Konsistorium Anne Albrechts, der fortalte, at Cathrine havde boet hos hende for 3 1 /2 år siden. Fordi hun var fattig og talte om denne PLANETBOG, havde Anne rådet hende til at købe bogen, så hun kunne tjene lidt til at føde sine små børn med. Pengene til købet lånte Anne hende. Hun spåede så ved hjælp af bogen og en almanak, og folk gav hende 2 eller 4 skilling for det, undertiden mere og undertiden mindre. På professorer­ nes spørgsmål svarede Cathrine, at hun kendte bogen fra Rostock. Så kom der pludselig ind i rummet en »hob« andre kvinder, som ikke var indkaldt af Konsistorium, Maren Justus, Ingeborg Beens, Else Møllers, Trine Marquarts og en mand, som hed Hans Thomesen. De havde alle været naboer til Cathrine og sagde god for hende. Hendes nuværende værtinde, Marie Bødkers, gav hen­ de også et godt skudsmål og forklarede, at hun senest havde ernæret sig ved spinden og kniplen. Cathrine var ikke spåkone. Konsistorium havde hørt nok og summerede op, at da Cathrine i 2 år ikke havde givet sig af med at spå, fordi hun selv havde erkendt, at det var syndigt og forkert at bedrage folk, så var Kon­ sistorium og biskopperne enige om, at svaret på kongens brev måtte blive, at deres forhør havde vist, at denne kvinde ikke for­ stod sig på himlens gang eller planeternes løb. Hun havde narret folk med sin PLANETBOG. Som afslutning på dagens forhandling noteredes til forhand­ lingsprotokollen, at denne beslutning skulle nedskrives af nota­ ren, sendes professorerne til godkendelse og derefter tilstilles kancelliet. Desværre er brevet ikke bevaret i Danske Kancellis arkiv.

133