HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1990 h5

Martin Dyrbye

også have overrakt et sølvbæger som »honorar«, men efter at have set stykkets første akter udvandrede forfatteren fra teatret. I Olga Augusta Etlars erindringer om Carit Etlar beskrives forfatterens reaktion overfor Bruns folkekomedie med følgende ord: »Betegnende var,at Brosbøl ofte, når han gik forbi en »Gøngehøvdingplakat, løftede stokken og sagde: »slyngelstreg«.« Først efter indførelsen af den nye forfatterlov i 1889 lykkedes det for Etlar at få forbudt Bruns dramatisering ved Hof- og stadsretten, hvor Fol­ keteatrets direktør Severin Abrahams blev indstævnet, idet han havde købt rettighederne af Brun, og ikke ville imødekomme kravet om at stykket blev taget af plakaten, efter at Olga Augusta og Carit Etlars egen dramatisering forelå endeligt færdigbearbejdet i 1896. Således havde Et­ lar indsendt den nye dramatisering til Abrahams, der dog fandt det for dyrt at sætte Etlars nye version op i nyt regie. Efter Hof- og stadsrettens afgørelse ved dommen den 26. juni 1899 måtte Bruns dramatisering ikke opføres fremover, undtagen med Etlars eget samtykke. I dommen blev desuden anført, »at uanset forskellighe­ derne mellem roman og stykke, må Bruns bearbejdelse dog siges væ­ sentlig kun at bestå i en genfremstilling af romanens indhold i en for sce­ nen brugelig form«. Desuden tilkendtes Etlar en erstatning på 300 kr., idet påtalefristen mod opførelserne gjaldt fra den sidste opførelse af stykket, og da det sidste årsregnskab for»Gjøngehøvdingen« ikke havde vist de store resultater, kunne Etlar ikke opnå en større erstatning.Trods dommen opførtes Bruns dramatisering fortsat, og indtil 1903 blev den spillet ialt 246 gange.13 På baggrund af denne undersøgelse kan det konstateres, at de, set med nutidens øjne, mange tidsbundne replikker og banale scener med­ førte, at Bruns dramatisering ikke på langt sigt kunne overleve. Derimod førte skuespillet til nye dramatiseringer. Afslutning I begyndelsen af 1900-tallet fik Etlars egen dramatisering stor succes, bl.a. efter dens opførelse på Casino i 1909. Baggrunden herfor var fortsat de nationale modsætninger mellem Danmark og Tyskland. I takt med romanens stigende udbredelse i slutningen af 1800-tallet blandt såvel unge somældre kom nye versioner til, bygget over både Bruns og Etlars dramatisering, f.eks. én beregnet til opførelser i dukketeatre, til børne­ nes fornøjelse og dannelse. Efter genforeningen i 1920 blev »Gjønge-

96