HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1990 h5

Martin Dyrbye

mede romaner«. Selvomanmelderens domvar hård over Bruns dramati­ sering og alene fremhævede Stigaards og Knobelauchs udformning af rollerne som Svend og Ib, blev Etlars roman navnlig efter dramatise­ ringen mere udbredt, måske på baggrund af folkekomediens succes.10 I Dagbladets anmeldelse fra den 25. februar 1865 sammenlignedes Bruns skuespil med de »farcer efter det franske, der i reglen serveredes i Folketeatret«, og »Gjøngehøvdingen« havde således trods »alle dets mangler« mere »nærende føde« i sig, end de udenlandske stykker. Des­ uden havde indholdet i stykket »envis stoflig interesse«, selvom tilskue­ renmåtte se bort fra»sandhed i den historiske karakter og kolorit og i en del enkeltheder fra sandsynlighed«. Publikummåtte heller ikke, mente anmelderen, »gøre for strenge fordringer med hensyn til handlingens organiske udvikling og det dramatiske hovedanlæg«, og omkring for­ holdet mellem Etlars roman og dramatiseringen skrev Dagbladets an­ melder:Af Carit Etlars fortælling har hr.Brun uddraget en hel del drama­ tiske træk og med sans for den udvortes effekt forbundet dem til en ræk­ ke scener og tableauer, der, understøttede af dekorationer og dragter, sa- belklirren og bøsseknald, ikke forfejle deres virkning«. Blandt de dekora­ tioner, som i særlig grad fremhævedes, var »et snebedækket skovparti, der med de om bålet lejrede gønger dannede et meget smukt tableau«. Det var navnlig ved hjælp af dekorationer, kostumer og lydeffekter, at iscenesættelsen med dens historiske kolorit og romantik formåede at fastholde publikums interesse. Yderligere blev handlingens dramatiske optrin forstærket af Bruns »hentydning til nutiden«, dvs. til begivenhe­ derne omkring nederlaget i 1864. Gennem hele opsætningen blev der slået »stærkt på de patriotiske strenge«, hvor helten således besad »alle ridderlige dyder«, og samtidig var »en almuesmand«, med »et ædelt hjer­ te under en simpel kofte«. Billedet af 1600-tallets kriger kom således til at ligne 1800-tallets landsoldat, hvor navnlig almuen mærkede konsekvenserne af treårskri­ gen 1848-50 og krigen i 1864. Blandt handlingens øvrige fortrin nævn­ tes »den røveriske spænding, der fængsler børn og barnlige sjæle«, og som vakte stort bifald under forestillingen. Anmelderen brød sig heller ikke såmeget omvisse »patetiske steder«i stykket, som i stilen kunne sammenlignes med »hvad tyskerne kalde »schwungvoll«, noget der ikke ret vil falde i vor smag«; på de øvrige ste­ der derimod naturlig og her og der ikke uden lune«. I særlig grad formåede Knobelauch at spille rollen som Ib med lune,

92