HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1990 h5

M. W. Bruns dramatisering a f »Gjøngehøvdingen«

ner, mere end den tilarbejdede dialog hensætte beskueren i den tid, der skildres«. En enkelt scene, hvor dronning Sophie Amalie imødekommer Ibs øn­ ske omat blive gjort ærlig,»det højeste etmenneske kan begære«,kunne måske betragtes som»virkelig lærd«, selvom denne ikke på nogen måde opvejede »stykkets svage side«, nemlig »...det hele forsøg på i dramatisk format give et billede af kongens, adelens og folkets indbyrdes forhold i det mærkværdige år 1659«. Tillige var Bruns forsøg på, i folkekomediens form, at knytte det histo­ riske forløb sammen med »allusioner til fortiden« heller ikke faldet hel­ digt ud. Årsagen hertil var, mente avisen, at karakteristikken af de histo­ riske personer blev holdt i »ennoget vel primitiv stil, sommåske kan ha­ ve sit værd i folkefortællingen, men som er noget for naiv for det drama­ tiske«. Dette forhold gjaldt navnlig Ibs rolle, der så langt »det givne stof« slog til, dannede »en ret ejendommelig figur«, men som under forestil­ lingens forløb mistede »sinudvikling, sin halv bitre, halv lystige humor«. Rollen nærmede sig endog »med sine vittigheder og manerer mere og mere til det traditionelle billede af visse med et tørt lune forsynede sø- mænd, der i sin tid vare de dramatiske forfatteres yndlinge«. Her henty­ dedes ikke alene til svaghederne i dramatiseringen, men også til Bruns baggrund, idet han fra sine drengeår og indtil 1843 havde sejlet og var blevet norsk styrmand. Der var for mange »udramatiske« roller i handlingen. F.eks. lod Kul­ soens skikkelse sig ikke umiddelbart dramatisere, idet Etlars måde at udforme figuren på kun »ved en anstrengelse aflæserens fantasi«kunne holdes »indenfor mulighedernes grænser«, medens Kulsoen legemlig- gjort i skuespillets handlingsforløb på en række punkter forudsatte et nøjere kendskab til romanen, som endnu i 1865 ikke havde fået en stør­ re udbredelse. Derfor skrev anmelderen: »Det gårmed denne dramatise­ ring sommed de fleste andre, at den, der ikke har bekendtskab til bogen og kan udfylde hullerne i sammenhængen, næppe vil kunne følge rigtig med, og det ville vistnok have været en vinding for stykket, om bearbej­ deren alene ved at sammentrykke en række episoder af fortællingen havde søgt at give et illustreret tidsbillede istedetfor at have indladt sig på en vidtløftig motivering af begivenhedernes forhold til tiden, der hvorledes den så var udført, måtte skade indtrykket«. Der var, ifølge Berlingske Tidende, dog ingen tvivl om, at stykket ville »frembyde større interesse end de ligeså svage bearbejdelser af frem­

91