HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1990 h5

Torben Ejlersen

der brug for i 1890'erne, da mølleriet for alvor fik udenlandsk konkur­ rence at føle med stor arbejdsløshed til resultat. Ivindmøllernes tid måtte svende og lærlinge finde sig i en lang og ure­ gelmæssig arbejdstid, ofte natten med. En officiel undersøgelse fra 1872 viste, at møllere og bagere regnet under ét i forhold til mange andre er­ hverv måtte acceptere en gennemsnitligt længere effektiv arbejdstid - hvil og pauser fratrukket - nemlig over 11 timer pr. døgn. Søndagsarbej­ de var hyppigt.176 I 1874 strejkede møllersvendene i utilfredshed med helligdagsbetalingen. Det bidrog til skabelsen afMøllernes Fagforening i 1876.177 Opslag iVejviseren viser, at der fra 1860'eme og århundredet ud fand­ tes 8-9 møllebyggermestre i København. Som det var tilfældet med den tidligere omtalte møllebygger Jørgen Jørgensen, må disse håndværkere have haft mange opgaver udenfor København i en tid, hvor de holland­ ske vindmøller i landdistrikterne skød op som paddehatte i forbindelse med fodermaling til den voksende animalske produktion. På arbejdersiden blev der i 1887 stiftet en Møllebyggernes Fagfor­ ening. Den regnedes for nedlagt i 1892,men foreningen blev kaldt til live igen i 1895 og bestod endnu i 1900 da med et medlemstal på 12.178 En karakteristisk leverandør til mølleriet var Københavns Møllestens­ fabrik, som producerede og forhandlede udstyr og maskineri såvel til det traditionelle mølleri som til industrimølleriet. Virksomheden, som blev oprettet af Ferdinand Jensen i 1868, lå først i Bredgade, derefter re­ sten af århundredet på Vodroffsvej, hvorfra udgik en betydelig eks­ port.179 Ellers var det i høj grad københavnske maskinfabrikker, som nød godt af det moderne mølleris udvikling både i hovedstad og det øv­ rige land, f.eks. Baumgarten og Burmeister, Hellerung og Hauberg samt Rudolph Kofoed og Co.180 Afslutning Omkring 1900 ophørte driften af de sidste københavnske vindmøller, Lille mølle på Christianshavn og Bispebjerg. En epoke var slut, idet det industrialiserede mølleri med damp som kraftkilde først tøvende, siden energisk fortrængte den gamle teknik. Kun den amputerede Lille Mølle og den velbevarede Kastelsmølle er i behold som fysiske minder om det ældre mølleri. Desuden lever gadenavnene Hestemøllestræde i Indre by, Møllegade på Nørrebro og Store Møllevej på Amager samt Østerbro-lo­ kaliteten Svanemøllen videre, mens Stubmøllevej i Sydvestkvarteret og

68