HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1990 h5

1. maj, Fæ lledparken og borgmester Jensen

indgået forlig om i januar 1919, at være en hån mod arbejderne og et for­ ræderi fra landsorganisationens side. Fagoppositionens Sammenslutning stod i spidsen for protesterne. Byggefagene i København og en række forbund uden for De samvirken­ de Fagforbund vedtog selv at indføre 8-timers dag fra 1. februar 1919. Udviklingen truede med at glide hovedorganisationerne af hænde og tvang dem til et forlig om 8-timers dag svarende til 48-timers arbejds­ uge, men først fra 1. januar 1920. Den 1. maj 1920 kom således ikke til at stå i 8-timers kravets tegn - for første gang siden 1890. Majtalerne drejede sig i første række om kongens statskup. Således betegnede Borgbjerg i Social-Demokraten Christian Xs afskedigelse den 29. marts 1920 af Zahles ministerium, hvori også Stauning havde sæde. Kongens indgriben i den parlamentariske situation skete under en kri­ selignende tilstand for landet. På arbejdsmarkedet var en storkonflikt i anmarch, arbejdsgiverfor­ eningen havde sendt lock out-varsel til ikrafttræden den 9. april. Inden­ for erhvervslivet stod en kamp på liv og død mellem forskellige kapital­ fraktioner med ØK og H. N. Andersen på den ene side og Transatlantisk Kompagni og Landmandsbanken på den anden. Endelig stod det natio­ nale spørgsmål i forbindelse med afstemningen i Sønderjylland over for sin endelige afgørelse, hvilket skabte nye modsætninger og skalkeskjul. Denne overophedede situation kunne i mangt og meget minde om det reaktionære Kappkup i Tyskland, der kort forinden var blevet af­ værget af Socialdemokratiet ved truslen om generalstrejke. Socialdemo­ kratiet og De samvirkende Fagforbund krævede, at kongens ministe­ rium Liebe øjeblikkelig blev erstattet med ministeriet Zahle, i modsat fald ville man iværksætte generalstrejke senest den 6. april. Den 30. marts, dagen efter kuppet, samlede arbejderbevægelsen 100.000 til pro­ testmøde i Fælledparken. Det antal overgik alt, hvad Fælleden hidtil hav­ de rummet. I den spændte situation bøjede kongen af og gav Liebe sin afsked, hvorefter et midlertidigt ministerium blev udnævnt under ledel­ se af overformynder Friis. Stauning spillede en vigtig rolle i påskekrisen. Han havde haft sæde i regeringen Zahle og sad desuden i Københavns borgerrepræsentation, oven i købet som formand. Han var den, der forhandlede med kongen og Liebe og fremstod under krisen som arbejderbevægelsens ubestridte le­ der, som »alle så hen til og ventede stikordet fra«.25Under forhandlinger­

139