HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1990 h5

Søren Federspiel

lutionen blev hilst med begejstring i det danske Socialdemokrati, der samme måned erobrede flertallet i Københavns borgerrepræsentation- også lidt af en omvæltning efter danske forhold. Med 30 ud af 55 mandater opnåede Socialdemokratiet den absolutte magt iKøbenhavn.Vejen lå herefter åben til at praktisere, hvad samtiden kaldte kommunesocialismen. Siden Jens Jensens tiltræden havde den borgerlige presse tudet offentligheden ørerne fulde af de rædsler, kom­ munens borgere nu kunne vente sig, med en socialist og oven i købet en simpel malersvend i finansborgmesterstolen. Økonomisk kaos og ruin var det mindste, man kunne vente sig. Men de borgerlige var helt gal på den, det viste Jens Jensens administration med al ønskelig tydelighed, og efterhånden blev kommunesocialismens spøgelse manet i jorden. I 1917 sprang det op igen som trold af en æske, og de russiske revolutio­ ner kunne nok give næring til de værste forestillinger. Men også denne gang bekymrede borgerskabet sig uden grund. Socialdemokratiet ud­ nyttede sit flertal i borgerrepræsentationen særdeles varsomt, og fra 1918 mistede partiet sympatien for oktoberrevolutionen, da bolsjevik­ kerne sendte den lovgivende forsamling hjem. Et af de mere vidtgående resultater af det socialdemokratiske flertal i borgerrepræsentationen kom i 1919 med indførelsen af 8-timers ar­ bejdsdag for arbejdere og funktionærer i kommunens tjeneste pr. 1. april. 1 1919 var det imidlertid ikke en reform, der var særlig langt forud for sin tid. I årene fra 1899 til 1910 var nettoarbejdsdagens længde gen­ nemsnitlig blevet forkortet fra 10,1 til 9,7 timer, og i 1920 blev 8-timers dagen gennemført på landsplan, ganske vist ikke ved lov, som Socialde­ mokratiet havde krævet, men ved overenskomst. Majdemonstrationer­ ne i forening med Socialdemokratiets voksende parlamentariske indfly­ delse må ses som udslaggivende. Majtilkendegivelserne i 1919 var de mest omfattende i det nye århun­ drede. Syndikalisternes og socialdemokratiets var næsten lige store og omfattede henved 50.000 arbejdere, hvortil kom småpartiernes. Sociali­ stisk Arbejderparti (1918-19) samlede således mellem 2.000 og 2.500 i Fælledparken. Majdemonstrationerne var præget af lettelse over krigens afslutning, begejstring og solidaritet med de revolutionære opstande, men også af frustration over, at hvad man havde kæmpet for siden 1889 nu 30 år ef­ ter stadig ikke var gennemført. I det perspektiv forekom de 8 1/2 time, som De samvirkende Fagforbund og DanskArbejdsgiverforening havde

138