HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1988 h5

37 år i Københavns komm unes tjeneste

sig mod tavshedspligten. Sagen blev anmeldt til politiet; overborg­ mesteren sagde til mig, at denne gang gjaldt det knappen, borgmester Kaper var meget vred. Der kom så en politiadvokat, ledsaget af en stenograferende betjent, og afhørte os. Jeg gjorde rede for de sikker­ hedsforanstaltninger, jeg havde truffet. Det gik meget højtideligt til, men der blev ikke fundet noget mistænkeligt, hverken hos mig eller hos mine medarbejdere. Et par dage efter kom politiet igen; der var endnu nogle supplerende oplysninger, de skulle have. Men nu var tonen en helt anden; de lod skinne igennem, at nu var sagen ved at blive opklaret; det var alligevel en rådmand. Så hørte vi ikke til mere. Men hvorfor skulle sagen være uden betydning, når det var en råd­ mand, men gælde knappen, hvis det var en tjenestemand? Og hvorfor skulle borgmester Kaper bestandig mistænke tjenestemændene, når det dog altid var politikerne? (Jfr. 1986-årbogen s. 138f.). Men der skete os altså intet ondt, og arbejdet blev ved at gå sin gang. Til slut oprandt den 31/12 1938, min sidste tjenestedag i kom­ munen. Både overborgmesteren og en kreds af kolleger og medarbej­ dere beredte mig hver for sig en festlig afslutning. Overborgmesteren havde samlet alle tjenestemænd i mine egne to direktorater: regnskabsdirektoratet og lønningsdirektoratet og tillige de øverste tjenestemænd i de øvrige direktorater under overborgme­ sterembedet. Sammenkomsten fandt sted kl. 1 i den sal, som tidligere var overpræsidentens og nu var overborgmesterens, og hvor jeg så mange gange i årenes løb havde været til fest. Ved et glas vin fortalte overborgmesteren forsamlingen om den tvivl, min afskedsansøgning havde bragt ham i; en nat og en halv dag - eller måske var det om­ vendt - havde han brugt til at overveje, om han ikke skulle stikke en kæp i det hjul. Men min sidste henvendelse til ham var blevet afgø­ rende for ham; han forstod, hvor magtpåligende det var for mig at få min ansøgning imødekommet, og så ville han ikke modsætte sig det. Han takkede mig for min tjeneste, karakteriserede den under anven­ delsen af nogle venlige adjektiver, og tog i smukke ord afsked med mig. Mit svar havde jeg arbejdet med den foregående aften. Jeg havde tænkt at bygge det over et råd, som min far havde fået, da han som landsbypræst selv skulle overtage avlingen og i den anledning skulle have en forkarl. »Lyt efter, hvordan en ansøger taler om hestene i 143