HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1988 h5

3 7 år i Københavns komm unes tjeneste

lod sig imidlertid ikke afvise af disse betragtninger, og i budgetbe­ tænkningen, der fremkom i februar 1938, foreslog det konservative og det radikale mindretal i forening, at magistraten skulle opfordres til i forbindelse med den kommende nyordning at søge en finansekspert, eventuelt en kommitteret, tilknyttet overborgmesterembedet. Endnu i borgerrepræsentationens møde den 15/2 1938 modsatte socialdemo­ kratiets ordfører H. P. Sørensen sig dette; det ville efter hans mening være »ganske urigtigt på forhånd at binde den nye magistrat, der skulle vælges til 1. april, til en bestemt ordning på dette punkt«. Men oppositionspartierne ville have deres vilje igennem i forbindelse med forfatningssagens gennemførelse, og i sidste øjeblik gav socialdemo­ kraterne efter, dog således at finanseksperten skulle ansættes som tje­ nestemand, ikke som kommitteret. Megen tid til at gennemdrøfte sagen har der åbenbart ikke været, og det var ikke på forhånd klart, hvorledes den nye ordning skulle virke i praksis. At hensynet til at lette overborgmesteren i hans store arbejdsbyrde har spillet med ind, er højst rimeligt; for enkelte har det måske endogså været hovedmotivet. Men efter alt, hvad der var gået forud, kunne der ikke være nogen tvivl om, at for de fleste var det af­ gørende ønsket om at få en mand ind i ledelsen af finansvæsenet, der kunne gøre bedre fyldest, end man mente, jeg havde gjort. Efter en så­ dan desavouering syntes jeg ikke, at jeg kunne blive siddende i min stilling. Det ville ikke længere være nogen direktørstilling; i realiteten ville jeg blive underdirektør, og det på den ubehagelige måde, at alt godt nyt - og måske gammelt med - ville blive lagt den nye økonomi­ direktør til ære, og alt hvad der ikke var godt, ville blive lagt regn­ skabsdirektøren til last. Nej, jeg måtte gå, og den nye økonomidirektør måtte overtage ledelsen af regnskabsdirektoratet. Det krævede sund orden, det havde jeg også et æreskrav på; og endeligt var det nødven­ digt af personelle hensyn; min myndighed over for mine medarbejdere i regnskabsdirektoratet havde under hele den krise, som bedragerierne i udsalgsstederne havde fremkaldt, været anfægtet, og den ville ikke kunne tåle dette nye slag. Der var dem, der tænkte sig, at sagen kunne ordnes ved, at jeg gik tilbage til stillingen som løndirektør. Det gik efterhånden op for mig, at når det trods mine gentagne forsøg og borgmester Hedebols utvivl­ somt gode vilje hidtil ikke var lykkedes at få denne stilling genoprettet 137