HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1988 h5

V ilhelm Jespersen

inhabilitet ham åbenbart; han var jo i forvejen vred over, at hele af­ færen var bleven lagt udelukkende i borgerrepræsentationens hånd. Men hvor han selv ikke havde kunnet få tingene til at gå den vej, han ville, kunne han naturligvis heller ikke give mig bedre råd. Det blev til venlige ord, som jeg satte pris på, men ikke til mere. Jeg blev imidlertid ved med at tænke på, om der dog ikke var noget, jeg kunne gøre. Jeg havde ventet, at borgerrepræsentationens under­ søgelsesudvalg før eller senere ville afkræve mig en redegørelse for min personlige stilling til de forhold, i hvilke man kritiserede den admini­ strative revision, og jeg var fuldstændig klar over, hvad jeg i så til­ fælde ville anføre. Det skrev jeg nu ned i en sådan form, at jeg kunne sende aftryk til kommunalbestyrelsens medlemmer og til pressen. Men var det klogest at gøre det eller at lade være? Jeg gik op med det til min svoger Gunnar Helweg-Larsen for at høre en erfaren og mig ven­ ligsindet pressemands mening. Han sagde: skal ikke, absolut ikke! Hans svar lød - måske ikke lige efter bogstaven, men efter meningen - således: »Den brede offentlighed, de der skriver og de der læser avi­ serne, ønsker ikke at høre tale om ansvarsfordeling; de vil have en at hænge. Det er nu - lige meget, hvordan det er gået til - blevet dig, der sidder med sorteper. Den kan du kun blive af med, hvis du kan få den til at gå videre til en anden person. Kan eller vil du ikke det, må du hellere tie stille. At henvise til den bestående ordnings mangler og til de personlige stridigheder i kommunalbestyrelsen som hindring for forslag om en nyordning vil ikke alene ikke hjælpe, det vil irritere«. Jeg lod så min redegørelse ligge - med et suk, for jeg syntes, den var god og klar og stillede tingene på rigtig plads. Der var altså ikke andet at gøre end at afvente mødet i borgerrepræ­ sentationen, hvor konklusionen af udvalgets betænkning skulle træk­ kes, og at håbe på, at der ville være indsigt og retsind nok til, at jeg ikke skulle lide for hvad der ikke var min skyld. Sagen kom til behandling i borgerrepræsentationens møde den 2. juli 1937. Som udvalgets ordfører gjorde H. P. Sørensen (den senere over­ borgmester) rede for udvalgsbetænkningen, og for revisionens ved­ kommende supplerede han den ved at tilføje den manglende konklu­ sion. Hans tales afsnit om revisionen sluttede således: »Udvalget må altså som helhed sige om den administrative revision, at den over for

126