HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1988 h5

3 7 år i K øbenhavns koryimunes tjeneste

det hed i et håndværkerblad, jeg tilfældigt så - »fik adskillige medbor­ gere til at gå bagover af forbløffelse, og de er sikkert ikke kommen sig endnu!« Det, der skete, var at magistraten vedtog at tilstå blot de 5 fremmede medlemmer af revisionsudvalget, men også Georg og mig, et honorar for vor virksomhed. Det nævnte håndværkerblad kompli­ menterede ironisk magistraten for dens forståelse af, at enhver arbej­ der er sin løn værd, men der var jo også andre end Georg og mig, der burde have honorar for deres arbejde og besvær i den kedelige affære. Koch burde da have! og hvorfor lade det blive ved ham, Ottosen og Dahlberg havde haft megen ærgrelse og tidsspilde af det postyr, der fulgte på opdagelsen, for ikke at tale om det store slid med at forfal­ ske regnskaberne, skulle det ikke også honoreres? - Helt til denne højde nåede de store aviser vel ikke, men forskellen var såmænd ikke stor. Også de opfattede Georgs og min virksomhed i udvalget som sigtedes fremmøde til afhøring; og de protesterede imod - som Berlingske Tidende udtrykte det - at revisionens ansvar for begiven­ hederne i torvedirektoratet henvistes til en uskadelig baggrund ved magistratsflertallets beslutning om at honorere de herrer Jespersen og Georg. Dette måtte ikke ske, offentligheden ville se blod. Det begyndte at slide på mine nerver. Jeg måtte spørge mig selv, om jeg dog ikke kunne gøre noget for at forsvare mig. Ifølge loven af 1857 var overpræsidenten øverste tilsynsførende med kommunens embeds- mænd, og overpræsident Bulow havde altid været meget venlig imod mig; jeg gik derfor op til ham for at søge råd. Jeg tumlede med tanken om at anlægge sag imod kommunen for at få tilkendt det honorar, som magistratsflertallet havde vedtaget, men hvis udbetaling var stillet i bero som følge af pressens holdning. Jeg syntes også, at det på en eller anden måde måtte kunne slås fast, at borgerrepræsentationen var inhabil til at optræde som dommer i en sag, hvor der var spørgsmål om at dele ansvar mellem borgerrepræsentationens egen revision og magistratens, og hvor der også var spørgsmål om min berettigelse til at skønne, at personlige modsætningsforhold, hvori borgerrepræsenta­ tionen havde sin store andel, var en afgørende hindring for på ny at tage spørgsmålet om ændring af den administrative revisions kompe­ tence og dertil svarende forøgelse af personalestyrken op. Overpræsi­ denten rystede blot på hovedet, da jeg nævnte ordet sagsanlæg. Der­ imod interesserede mine bemærkninger om borgerrepræsentationens 125