HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1987 h5 ny

Vilhelm Jespersen

efter hvem hun talte med. Hedebol selv talte både engelsk, tysk og fransk. Borgmester Jensen plejede ellers aldrig at tale med mig om parti- sager; men en af dagene før afgørelsen spurgte han mig, hvem jeg ønskede valgt. Jeg svarede, at jeg antog P. J. Pedersen for den saglig bedst kvalificerede, men mente, at Hedebol var mere rodfast i partiet og derfor ville have lettere ved at få sagerne gennemført; hver havde således sine fordele, og vi ville formodentlig kunne være vel tjent med hvem af dem, der blev valgt. Hertil sagde borgmester Jensen, at det glædede ham at høre, at jeg ikke havde noget imod at få P. J. Pedersen til borgmester; det var der så mange andre i magistratens 2. afdeling, der havde. Jeg forstod heraf, at P. J. Pedersen var borgmester Jensens mand; at han satte pris på ham, vidste jeg for øvrigt i forvejen, bl. a. fordi P. J. Pedersen var med blandt gæsterne på 20-årsdagen for borg­ mester Jensens valg. Men det var hverken borgmester Jensen eller Kommunalt Arbejder­ forbund, endsige mig, der havde stemme ved det valg, der nu skulle finde sted; det var alene gruppen i borgerrepræsentationen. Og den valgte Peder Hedebol. Det betød ikke, at P. J. Pedersen ikke ville blive borgmester i nær fremtid; ved valgperiodens udløb i foråret 1925 kunne socialdemokratiet regne med at skulle besætte en borgmester­ post foruden de hidtidige, og den post ville P. J. Pedersen så få. Men valget i 1924 gjaldt stillingen som finansborgmester, som den ledende borgmester, og det faldt altså ud til fordel for Hedebol. Det vidstes imidlertid, at han ikke var valgt af en enig gruppe. Det er særlig ved de årlige budgetforhandlinger i borgerrepræsenta­ tionens møder, at politiske og personlige divergenser kommer offentlig frem. Ved budgetforhandlingen for 1925/26 forefaldt der ikke noget særlig bemærkelsesværdigt. Borgmester Hedebol tog spørgsmålet København-Frederiksberg, som borgmester Jensen tidligere havde rejst, op på ny. Det førte til, at der blev nedsat et fællesudvalg til for­ handling med Frederiksberg, og for dette blev Henning Koch og jeg sekretærer. Det var klart, at de forskellige partier i København ikke så med de samme øjne på spørgsmålet; men det lå ikke hårdt, i alt fald ikke til at begynde med. Skarpe divergenser kom der først ved budget­ forhandlingerne for 1926/27.

90

Made with