HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1987 h5 ny

Københavns Tømrerlaug og industrialiseringen

Omtaler ligeledes besværligheder med dyrtidstillægget. Medlem­ merne skal bruge lavets tilbudspapir«.35 Disse og andre udtalelser vidner om, at tømrerlavet er gået positivt ind i at administrere medlemmernes arbejde for tyskerne i og uden for landets grænser med det formål at undgå helt kaotiske tilstande inden for faget. Tilstande, som meget vel kunne opstå, hvis lavet havde overladt mestrene til sig selv, når det drejede sig om arbejde for besæt­ telsesmagten. Denne holdning lå i klar forlængelse af den officielle. Frem for at sidde med hænderne i skødet, valgte lavet - og det havde vel næppe noget andet valg - sammen med Arbejdsgiverforeningen at få den indflydelse, man nu kunne få, på arbejdet for tyskerne. Det skete ikke af kærlighed til tyskerne eller det tyske arbejde, men i et forsøg på at undgå, at dette arbejde skulle undergrave hele arbejds­ markedet for tømrerarbejde. Det var karakteristisk, at oldermanden i sine beretninger til lavssamlingerne under krigen skelnede nøje mel­ lem de to typer af arbejde. Således hed det i beretningen for 1942: »Fra et erhvervsmæssigt synspunkt inden for vort fag må det forløbne år siges at have været ganske godt. Jeg ser her ganske bort fra arbejde, der er udført for den tyske værnemagt, idet disse arbejder må siges at være af ekstraordinær karakter og ligger på forholdsvis få hænder og derfor ikke bør tages med ind i bedømmelsen af et normalt års beskæf­ tigelse . . . «.36 Det fremgår samtidig heraf, som også af opgøret efter besættelsen med værnemageriet i lavet, at det egentlige arbejde for besættelsesmagten blev varetaget af forholdsvis få mestre. Arbejdet for værnemagten bestod dels i byggeri af deciderede be­ fæstningsanlæg og dels i barakbyggeri. Barakkerne blev brugt som led i den tyske krigsførelse her i landet og over det meste af Europa til mangfoldige formål. Opgøret efter krigen foregik dels under Einar O. Nielsens older- mandsskab, dels under Strigel Nielsen, der blev oldermand i 1949. Den førstnævnte stod for en forsonlig kurs, mens Strigel Nielsen var konsekvent og rigoristisk i bestemmelsen af og opgøret med værne­ mageriet. Retsopgørelsen efter krigen var på flere måder præget af dobbeltmoralske holdninger. De udsprang i sidste instans af sam­ arbejdspolitikken, der forblev uantastet. Dobbeltmoralske holdninger forekom også i det interne opgør i tømrerlavet og anderledes kunne det næppe heller være.

55