HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1987 h5 ny

Københavns Tømrerlaug og industrialiseringen

b l.a . grænsen mellem tømrersvendenes arbejde og arbejdsmændenes arbejde i København og 1. zone, nord for København. Denne overens­ komst betød en væsentlig skærpelse af forholdet mellem Københavns Tømrerlaug og Entreprenørforeningen, hvis medlemmer herefter uden problemer med fagforeningen kunne beskæftige organiserede tømrersvende. Endnu en gang blev det forsøgt at få fastlagt en grænse mellem entreprenør arbejde og bygningshåndværk. Denne gang med Arbejdsgiverforeningens formand som formidler. Det kom der dog heller ikke noget resultat ud af. Alt i alt tegnede situationen for tømrerlavet sig ret mørkt ved ud­ gangen af trediverne. Det gjorde den knap så meget på grund af, hvad entreprenørerne faktisk havde overtaget af tømrerarbejde, som på grund af, hvad tømrermestrene kunne befrygte de ville overtage i fremtiden. De dystre miner i tømrerlavet gav Georg Strigel Nielsen udtryk for i en omfattende udredning af »spørgsmålet om chancer, der levnes tømrerhåndværket i dag«. Det skete på forårslavssamlingen i 1939, få måneder før anden verdenskrigs udbrud. Strigel Nielsen indledte med at trække de dystre perspektiver op: »Ved det moderne byggeri er det jo ikke sjældent sådan, at tømrer­ entreprisen ikke er større end maler- eller glarmesterarbejdet, ja, det hænder endda ret ofte, at der overhovedet ikke er for to øre tømrer­ arbejde på en hel nybygning: trapperne skal støbes - øverste bjælkelag skal efter ny lov være af jernbeton eller lignende - ofte laves etage­ adskillelserne af røsler- eller spirledæk26 (som murerne har lagt deres klamme hånd på) - parketgulvene vil snedkerne helst hugge fra os - arbejdsfolkene sætter selv skurene op - og sådan ser det ud over hele linien. Skyldes dette nu tidernes ugunst eller er det os, der er sløve og ligeglade og har opgivet ævred?«,27slutter Strigel Nielsen sin indledning. Som det ses, er det ikke alene entreprenørerne, men også de øvrige byggehåndværksfag, der må stå for skud. Kernen er dog for Strigel Nielsen den ny teknik og dens indvirkning på faget og dets muligheder. Frem for at falde hen i beklagelser søger Strigel Nielsen at opstille en strategi, en langsigtet plan for, hvordan tømrerfaget kan komme ud over stagnationens misere: »På forhånd ville man jo stille sig tvivlende overfor, at et fag som tømrerfaget, der igennem flere år­ hundreder har været det absolut førende, skulle gå helt bag af dansen . . .«, ræsonnerer Strigel.

47

Made with