HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1987 h5 ny

Anmeldelser

bredere kreds, og Tinne Vammens bog skal ses ud fra denne synsvinkel. Bogens spæn­ dende udseende og de mange fotografier af fortræffelig kvalitet giver umiddelbart ind­ tryk af, at bogen er nemt tilgængelig for den almindelige læser. Forfatteren bor selv i Sølvgade 30, i en ejendom, der blev bygget i 1850'erne. Ejen­ dommen rummer såvel forhus som baghus. Forhuslejlighederne er på 5-6 værelser, hvortil kommer køkken og pigeværelse, baghusene er på 2-3 værelser. I 1880 rummede ejendommen 84 mennesker, fordelt på 19 husstande, i 1901 boede der 65 personer pa 16 husstande. Der var selvfølgelig store forskelle på beboernes økonomiske formåen, og det var helt almindeligt, at fruerne i forhuset holdt piger. Bogen består af to næsten uafhængige dele. Den første del handler om Sølvgade 30, den anden om tjenestepigernes generelle vilkår i hovedstaden. Tanken har været, at Sølv­ gade 30 skulle tjene som appetitvækker for resten af bogen, og umiddelbart virker det også sådan. »Dagligstuen åbner sig ud imod beskueren; de tomme stole inviterer inden­ for . . .«. Bogens tema introduceres gennem de navngivne mennesker, det har været muligt at skaffe informationer om. Der gives brikker til deres biografier, krydret med fotografier eller malerier af Viggo Johansen, der boede i ejendommen i begyndelsen af 1900-tallet. Når dette afsnit alligevel ikke helt kommer til at virke efter hensigten, skyldes det flere ting. Der er anvendt en gammeldags skrivestil, som efterhånden kommer til at irritere. Desuden får man pirret sin nysgerrighed med hensyn til nogle af beboerne, fx Viggo Johansens fru Martha, der tydeligvis efter de gengivne brevstumper har det ret dårligt. Men der kommer ikke rigtigt nogen afslutning på historien, og læseren sidder utilfredsstillet tilbage. Endelig har denne del af bogen kun temaet tilfælles med den efter­ følgende. Der drages ingen paralleller i anden del til den første. Bogens anden del rummer de egentlige forskningsresultater. Hvorfra rekrutteredes tje­ nestepigerne (fra landdistrikterne eller Sverige), hvor arbejdede de (især i de private hus­ holdninger), hvordan var deres status (lav), hvilken opfattelse havde de af sig selv, - og hvilken opfattelse havde fruerne af dem ? Hvordan var deres arbejdsforhold, boligforhold og muligheder for privatliv? Hvordan gik det, hvis pigerne blev gravide eller gamle, hvilke muligheder for hjælp fandtes der? Hvordan blev man uddannet, og hvordan udvikledes den faglige organisation? Hvilken rolle spillede Marie Christensen for Køben­ havns Tjenestepigeforening? Dette er de vigtigste temaer, der tages op og behandles grundigt i bogen. Der påpeges mange spændende og modsætningsfyldte forhold i samtiden. Fx var størsteparten af de prostituerede rekrutterede fra tjenestepigerne. Men de velmenende mennesker eller institutioner, der forsøgte at give de prostitueredes liv en anden retning, søgte især at uddanne eller omskole dem til at blive: tjenestepiger. Eller det forhold, at de forskellige filantropiske institutioner eller personer søger at skabe et »hjem« i byen, hvor pigerne kan være i deres fritid, mens der kun gøres en sparsom indsats for, at pigernes værelser reelt forbedres, eller at herskabets hjem også tjener som pigernes hjem. Forfatte­ rens hjerte ligger mest hos pigerne. Måske derfor kunne nogle af oplysningerne være behandlet mere kritisk. Fx anføres de elendige boligforhold hyppigt. Men det anføres også, at pigerne sov sammen med de nyfødte og småbørnene. Betød det, at herskabet anbragte deres børn på lofter, i kældre eller i usle hummere sammen med pigerne? Svaret findes ikke i bogen.

158