HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1987 h5 ny

Vilhelm Jespersen

underordnet, da at skride ind imod chefen på grundlag af eller dog i anledning af sigtelser fra den strafskyldiges side. Jeg forstod på borg­ mesteren, at han gerne ville have skærmet Koch, men at der var an­ dre, der ville fælde ham, og at disse var bleven de stærkeste. At borgmester Kaper på forhånd har været imod Koch, vidste jeg allerede fra mit første møde med borgmester Kaper, således som jeg foran har fortalt om det. Men der var også andre i kommunalbestyrel­ sen, der havde modvilje imod Koch, også inden for borgmester Hede­ bols eget parti. Koch var af naturen ganske uimponeret af magthavere og overordnede som sådanne. I sin pure ungdom lod han sig opstille som socialdemokratiets modkandidat imod den dengang almægtige Alberti. Da Københavns kommunalbestyrelse nogle år senere indførte boligtvang for tjenestemænd, gav han den en ordentlig salut i »Politi­ ken«, som jeg tidligere har omtalt. Engang senere var han på ny ude med en artikel, så vidt jeg husker også i »Politiken«, hvori han ret utilsløret beklagede sig over de besværligheder, som kommunens ejen­ domsadministration havde af, at der var kommunalbestyrelsesmed­ lemmer, som under behandlingen af kommunens ejendomshandler ønskede at tilgodese privatinteresser. Jeg hørte engang Koch sige, halvt beundrende, halvt drillende, til en anden tjenestemand: »De har store gaver til at omgås overordnede!« Det havde Koch ikke; han er nok kommet til at træde forskellige over tæerne, og dette kom ham nu til skade. Efter udtalelserne fra borgmester Hedebol og ordføreren i borger­ repræsentationens udvalg var det ikke brugen af tjenestevognen, der var grunden til hans afskedigelse. Formelt er dette selvfølgelig rigtigt; ellers måtte der også have været anvendt en hel anden fremgangs­ måde, og Koch kunne i så fald rimeligvis have indbragt sagen for domstolene. Men jeg har vanskeligt ved at tro andet, end at dette for­ hold i realiteten har været i alt fald medvirkende, og at jeg for så vidt skønnede fejl i min samtale med Koch, inden han bestemte sig til at indgive klage over sin underordnede. Koch forlod rådhuset uden at sige farvel til os andre, og da jeg nogen tid efter mødte ham på gaden, vendte han sit hoved bort og ville ikke modtage min hilsen. Det bedrøvede mig. Vi havde kendt hinanden og haft tjenstlig forbindelse i mere end et kvart århundrede, og uden at der bestod noget intimt forhold imellem os, kunne jeg ganske afgjort

110