HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1986 h5

Vilhelm Jespersen

var hans eget standpunkt i sagen. Det kunne hænde - og hændte natur­ ligvis tit - at han slet ingen ting kunne give; men så fik de, der hen­ vendte sig til ham, dog den trøst, at han havde forstået dem; at han ikke syntes, at de havde lutter uret; at det ret beset egentlig var et beklageligt tilfælde, at borgmesteren ikke kunne gøre noget for deres sag. Man fik det indtryk, at ens sag var i de bedste hænder hos ham; det opnåelige ville man få. Og sagde han nej, så var det, fordi det ikke kunne lade sig gøre. Jeg husker engang ved et af møderne med kom­ munens institutionschefer, hvor der forhandledes om en foranstalt­ ning, som var hele forsamlingen meget imod, hvilket fik kraftige ud­ tryk. Borgmester Jensen bremsede dem ikke, han lod dem tale ud. Men til sidst tog han ordet og talte ganske kort: »Mine herrer, jeg har hørt, hvad De har fremført; jeg har forstået det, og jeg er til en vis grad ikke uenig med Dem. Men vi kan nu ikke komme den vej frem, De vil; det lader sig ikke gøre. Vi må bøje os; nødvendigheden er over os.« Så bed vi i det sure æble; vidste at vi måtte gøre det; gjorde det uden at knurre. Borgmester Jensen var fynbo, stammede fra Hans Tavsens og mode­ rationens land. Hans karakter var afgjort fynsk. Men det, som særlig prægede ham, var, at viljen til imødekommenhed var forbundet med en fast vilje til at hævde det, som han selv fandt var ret, og at tilbøje­ ligheden til imødekommenhed ikke bundede i svaghed, men i evne og vilje til at forstå sine medmennesker og sætte sig i deres sted. Jeg tror, borgmester Jensen kunne lide mig. Han var ikke en mand, der var rundhåndet med udtalelser af personlig art. Men han har nogle gange givet mig utvetydige tegn på sin sympati. I 1923 indtraf tyve­ årsdagen for hans valg til borgmester; den fejrede han ved en privat middag i sit hjem, hvortil han indbød overpræsidenten, de øvrige borgmestre og nogle enkelte andre kommunalbestyrelsesmedlemmer, magistratens 2. afdelings 4 direktører og - som de eneste kontorchefer - sekretariatschefen Henning Koch og mig. Det glædede mig meget. - Ved embedsmændenes afskedsfest for ham, da han var bleven over­ præsident, sagde han også nogle venlige ord til »vores allesammens Jespersen, der sørger for os alle.« Han havde lige forinden være inde hos mig og fået gennemdrøftet sin pensionsretlige dobbeltstilling i for­ hold til kommune og stat. Som den gode borger, han var, ville han for sin person give afkald på al indtægtsforøgelse ud over sin hidtidige

168