HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1986 h5

37 år i Københavns kommunes tjeneste

ja meget indtagende. Og det var egentlig hans natur; han gad blot ikke, når han var travlt optaget, uddele ligegyldige smil. Som vært var han fuldendt; på rejser var han livlig og meddelsom. Han fortalte en mængde fra sit politiske liv og sine mange rejser i udlandet; han ud­ leverede aldrig sit inderste, men han havde lyst og evne til samtale næsten altid og næsten med alle. Der var det for mig mærkelige ved ham, at han gjorde indtryk af at hvile sig ved sådan letløbende passiar; jeg ville umuligt have kunnet holde til, hvad han i så henseende præ­ sterede. Sine embedsmænds arbejde betragtede han som sit eget. Et øjeblik efter, at han havde fået en sag fra mig, kunne han gå ind til en for­ handling og sige: jeg har undersøgt, jeg har beregnet osv. At jeg sad ved siden og hørte på, gjorde ikke mindste forskel deri. Men til gen­ gæld tog han det fulde ansvar udadtil; han var ubrydelig loyal imod sine embedsmænd og for øvrigt mod alle. Til gengæld ventede han sig loyalitet, og han fik den også næsten altid. Men mens han var minister i ministeriet Friis’ korte regime, må der på en eller anden måde være bleven handlet illoyalt imod ham; ellers ville han ikke have fået de vanskeligheder, han fik i sagen om samfundshjælp. Det sagde han for øvrigt selv til mig, engang jeg talte med ham under ministertiden: »der er nogen, der har skuffet mig; jeg kender ikke menneskene her, sådan som jeg kender dem i kommunen«. Den ministertid var ham i det hele næppe til større glæde. Et par år tidligere var der på et vist tidspunkt tale om et samlingsministerium, og som eventuel chef for dette nævnte man blandt andre borgmester Jensen. Det var en opgave, som det ville have glædet ham at få betroet. Første gang jeg læste om det i en avis, var jeg på en rejse med borgmesteren; vi havde på en station fået aftenaviserne, og mit øje falder på en overskrift: Et sam­ lingsministerium under borgmester Jensen. Jeg rakte avisen over til ham, og der faldt ikke mange ord fra ham under resten af kørslen ind til København. Men det var som bekendt blind alarm. Når jeg skulle angive, hvad der var det, som frem for alt karakterise­ rede borgmester Jensen, ville jeg svare, at det var den vidunderlige evne, han havde til at sætte sig ind i deres tankegang, som han til en­ hver tid forhandlede med; forstå, at de på deres vis også havde nogen ret; og så give dem så meget, som han kunne uden at svigte det, som

167