HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1984 h5

Det hårde kors af vanvittighed

Til de personer, der ikke kom sig af sig selv eller som unddrog sig hel­ bredelsesforsøg og periodisk faldt tilbage til voldsomme anfald, brug­ tes dårekisten som en slags terapi. Man lod de sindslidende flytte frem og tilbage mellem kammer - evt. lemmestue - og dårekiste, alt efter den øjeblikkelige tilstand. Tomme dårekister var således ikke nødvendigvis udtryk for, at der var plads i hospitalet. Af en speciel kommissions forslag til indretning af et nyt hospital o. 1 8 0 0 58 fremgår, at man ønskede kamre og de vanvitti­ ges stuer i nær forbindelse med dårekisterne, så man hastigt og sikkert kunne føre patienterne derhen i påkommende tilfælde. At det ikke var nogen ny idé, men ganske simpelt var et krav for et sådant hospital, ses af, at systemet allerede var i brug i St. Hans Hospital. Som Ladegår­ den var indrettet, betød det, at man skulle føre patienten fra nordlæn­ gen over i det lille hus vest for denne (se ill. s. 3 8 ). Man kan forestille sig, at det i praxis er foregået ved hjælp af den båre, som også de druk­ nede fra Peblingesøen blev bragt ind på og som var den eneste i hospi­ talet. I et af inspektørens utallige promemorier til Magistraten skriver han i 1 7 9 1 , at det eneste ledige kammer han havde, ellers brugtes af en madam Kanutz, der for tiden var rasende og derfor indesluttet i dåre­ kiste. Når hun kom til sig selv igen, ville han ikke vide, hvor han skulle gøre af hende, hvis han disponerede over kammeret. Det var altså ingenlunde reglen, at en person, der engang var an­ bragt i dårekiste, også blev der resten af sin tid i hospitalet - kort eller længe. Når dårekisterne var så usle, som man må tro ud fra deres stør­ relse, opvarmning og rengøring, har det antagelig reddet manges liv, at de ikke nåede at opholde sig der særlig længe, fordi der var så hårdt brug for pladsen. En undersøgelse af 4 3 dødsfald blandt de sindslidende i dårekister og -kamre i en 2 Vi års periode 1 7 8 8 til 1 . halvår 1 7 9 0 viser, at de allerfleste dødsfald skete i de strengeste vinter­ måneder. Resultatet svarer godt til, at det helt overvejende antal dødsfald i dårekisten ifølge kirkebogen lå i årets første og sidste måne­ der.59 Dødsfald indtraf yderst sjældent om sommeren, hvor ellers de fleste indlæggelser i dårekiste skete. I instruxen 1 8 0 3 siges det, at det er en almindelig erfaring, både i St. Hans Hospital og i andre hospitaler for afsindige, at disse, fordi blodet stiger dem til hovedet, i høj grad er udsatte for at få koldfyr 55