HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1984 h5

Det hårde kors af vanvittighed

I de første kirkebøger for hospitalet går de samme embedsmænds navne igen på trolovede, viede, faddere og vidner og enkelte navne kan følges helt op i 1 7 6 0 ’erne, således at flere generationer har haft deres livsgerning indenfor Pesthuset/St. Hans Hospitalets rammer. Spisemester Hans Crohn, en tidligere hørkræmmer i København, der døde 5 0 år gammel i 1 7 0 5 , fulgtes øjensynlig af sin søn Hans Henning Crohn og denne igen af sin svigerdatter, madam Ottilia Crone (stave­ måden veksler), der i 1 7 6 2 endnu bespiste lemmerne. Hun nævnes i kirkebogens communicantliste 1 7 6 6 sammen med en madam Weide- man, blandt dem, der fik altergang privatim. Endelig var der i hospi­ talet en afsindig tjenestepige, Ottilie Cronedatter - ved hendes død oplyses det, at hun var i familie med Weidemans. Conventhusets in­ spektør og Fattigvæsenets direktører optræder regelmæssigt som vid­ ner og faddere i hele århundredet. Den positive tolkning er, at det var et acceptabelt levebrød at passe afsindige og ulægelige, når man var over betjentniveau og at embedsmændene havde skabt deres egen verden her uden for byen - for at bruge 1 8 0 3 -instruxens ord, kan de have om­ gåedes »enigen og fortroeligen« og når de søgte selskab uden for hospi­ talet, var det med mennesker, der også havde tilknytning til Fattigvæ­ senet. Men det kan også tænkes, at der her var en kreds, der kunne enes om at se de afsindige og syge som et middel til at berige sig, som exemplet med madam Crone viser. Det er da værd at bemærke, at em­ bedsmændene faktisk levede en stor del af deres tilværelse her, ofte 10-20 år, og at deres børn voksede op her i de brøstfældige bygninger, omgivet af syge og halvgale, der gik frit omkring. De fysiske omgivel­ ser på Ladegården nærmede sig efterhånden samme uhyggelige for­ fatning som på Pesthuset - stanken fra de veneriske, de stadig flere af­ sindiges råben og skrigen, kulden og fugten, har krævet en bred ryg, også hos de ansatte; i 1 7 9 0 døde spisemester Hans Nør afsindig og få år senere ramtes præsten, hr. Cruse, af samme vanskæbne. Økonomisk misbrug kan vel også udelukkkes for det 1 8 . århundredes sidste to tiår, alene fordi betalingsforhold og regnskaber var under langt større cen­ tral kontrol end det var tilfældet tidligere - af regnskaberne ses det, at inspektøren endog skulle redegøre for, hvor mange søm, der gik til re-r parationer. Elendigheden på denne tid skyldtes mere end en enkelt eller nogle få ansatte. 53