HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1984 h5

Det hårde kors af vanvittighed

Sjællands stiftamtmand den besked, at de tidligere reskripter var fulgt til punkt og prikke, men at de få dårekister, der således var etableret slet ikke forslog. Det var efterhånden blevet så galt på landet, at mange vanvittige holdtes i jern af familien og følgelig ikke nød det underhold, der rettelig tilkom dem. Herefter vendte strømmen endnu en gang og hele Sjælland blev opland for St. Hans Hospital. Frihedsberøvelsen af de sindslidende var ikke at betragte som en straf; den skete af hensyn til den offentlige sikkerhed og blev ofte først iværksat efter at den gale havde fremsat alvorlige trusler eller var gået til håndgribeligheder; indespærringen kunne også have til formål at beskytte den sindslidende mod at tilføje sig selv skade - noget, der hyppigt forekom. At frihedsberøvelsen kunne opfattes som en straf af de sindslidende selv, kan ikke undre, når man betænker de uhyggelige levevilkår, de herved blev underkastet. Det har vel heller ikke været ukendt, at man i dårekister uden lægeligt eller gejstligt tilsyn kunne risikere at ende sine dage der, selvom man var kommet til sin forstand igen. Pontoppidan kan således i sit Magazin 1 7 9 3 23 berette om en kone, der af druk var så svækket på sjæl og legeme, at hun handlede som et afsindigt menneske; da hendes mand vidste, hvor bange hun var for St. Hans Hospitals dårekister, oplæste han en indlæggelsesreso­ lution for hende og hun forbedrede sig straks - milde midler virker stundom mere end de strengeste revselser, tilføjer Pontoppidan. Det offentliges forvarings- og forsørgelsespligt, der skulle have været en lettelse, blev et skræmmebillede - ikke på grund af uklar lov­ givning, men fordi staten ikke magtede at efterkomme loven, da de sindslidendes antal voksede. Den behandling, man forsøgte at give de sindslidende på St. Hans Hospital, hænger nøje sammen med tidens erkendelsesniveau, både med hensyn til sindslidelsers natur og farmacien. Man havde gennem århundreder betragtet sindslidelser som sjæle­ lige defekter; det var derfor naturligt, at det var præsterne i deres egenskab af sjælesørgere, der ansås for kompetente til at afgøre til­ stedeværelsen af sindslidelse fremfor lægerne. I det supplement til Danske Lov, som Danmarks og Norges Kirke­ ritual ( 1 6 8 5 ) udgjorde, rådgaves præsterne om dette. I den artikel, der handler om besatte, skelnes der mellem besættelse og »fabel, drømme, melankoliske griller eller anden sindsens urolighed«. Det var præster­ 31