HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1980 h5

Asserbo-lejren man blot på den måde fik skabt en stemning for tvungen arbejdstje- neste. At soldater kunne stille krav, da de var tvunget ind i tjenesten, men her, hvor der var tale om frivillighed måtte man underordne sig eller rejse. Jeg spurgte hvilken presse man havde tænkt sig at gå til. Det skulle være den konservative og Arbejderbladet. Og så lidt efter lidt kunne han indse, at A. havde været uklog og uforsigtig. Det sam­ me gjorde jeg med et par til, og fik konstateret, at A .’s magt kun ek­ sisterede i flokken, og var baseret på den. Onsdag morgen ringede politibetjenten fra Frederiksværk og med­ delte, at der var rejst bedragerisigtelse mod A. for værtshusbedrageri. Det hang således sammen: A. og to andre, nu bedste kammerater var kommet i selskab med en Hundestedfisker, der havde givet øl, men var forsvundet, da der skulle betales. Vore 3 gutter hængte på den. Det var på Skovlyst for en 14 dage siden. A. forklarede dengang til mig, at kammeraterne ved deres afrejse havde betalt ham hver en krone. Så skulle han klare resten. Der skyldtes så små g kroner. Jeg syntes det var synd, gav ham en daler og bad ham straks tage ind og betale den som afdrag og så afvikle affæren næste lørdag. Og nu ringede betjenten, der var intet betalt. Han ville tale med A. Jeg var klar over, at A. på dette tids­ punkt nemt kunne »skramle« pengene sammen hos kammeraterne, der blindt fulgte ham. Jeg talte derfor med en der kendte lidt til sa­ gen. Fik at vide, at A. havde fået tre kroner af hver af de rejste kam­ merater, ikke som nævnt én. Så kaldte jeg elevrådet over til mig og meddelte: Jeg måtte anmode A. om at rejse om en time, da han ved bedra­ geri mod kammerater, mod mig og mod Skovlyst havde stillet os i en dårlig belysning herude. Når der i fremtiden måske ikke ville blive serveret for vore folk på Skovlyst, så var det hans skyld. Jeg ville ikke have statspolitiet til at komme til forhør her. (Jeg havde kort i for­ vejen, da sagen lå klar villet give A. den chance: han skulle rejse fri­ villigt, jeg skulle så tilbageholde hans gæld. Så faldt sigtelsen og han var væk herfra. Det ville han ikke). Nu meddelte jeg kammeraterne det samme: for deres skyld måtte han bort. De bad om at måtte holde et kort elevmøde og fremstille sagen. Jeg blev kaldt derover for at fremstille sagen igen. Man troede ikke pa kammeraterne. Jeg afslog enhver form for diskussion og gik. Samtidig 1 71