HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1980 h5

Retssagen mod slagtermester Daniel Kyse

at Grønlund stadig fik bevilget anstand, men retten afviste protesten, og først 6. november 1775 afleverede Grønlund indlæg med 13 bilag. Herefter måtte anklageren have tid til at svare og forelægge supple­ rende oplysninger, og endnu engang fik forsvareren lejlighed til at tage til genmæle. Også i denne sidste fase indhentedes nye vidnesbyrd og afholdtes nye forhør, bl. a. inden for det »kriminelle kammer«.27 1. juli 1776 var man endelig til vejs ende med den langstrakte proce­ dure, og retten optog sagen til doms. Det ville være fristende at bringe visse uddrag af sagførerindlæg­ gene i denne besværlige sag, men kun et par citater kan anføres. Schønheyder indledte sit indlæg af 14. juni 1773 således: »At den, der har begået en forbrydelse, sålænge han derom ikke er overbevist, benægter samme og ved udflugter søger at redde sig, er ikke så sjel- dent, men at modsige endog de klareste beviser og bestandig vedblive benægtelser, uagtet al overtydning om de anbragte foregivenders urig­ tighed, dette må uden tvivl hos enhver opvække en billig forundring«. På dette svarede Grønlund i sit 1. indlæg af 6. november 1775: »Så voldsom Kyse er behandlet til hans kredit og velfærds spilde, så ube­ føjet og indviklet vil det befindes, at denne sag er. Jeg siger voldsom, thi hvem har endnu hørt, at en københavnsk borger uden foregående forhør og uden allerringeste bevis er med vold og magt slæbt ud i Stokhuset og der fastsat«. Kyse er, fortsatte Grønlund, som respekta­ bel borger og oldermand for slagterlavet i publikums øjne gjort til en berygtet, æreløs og foragtet mand, hans familie beskæmmet, og han har måttet tåle en lang og må fremdeles tåle en længere arrest på et sted, som er indrettet for tyvebander og uærlige fanger. Hans formue er blevet til rov for hans kreditorer, og hans næring er ganske for­ spildt. Justitiarius Horn udpegede herefter assessorerne Mads Fridsch, N. Stabel, H. J. Hiort, J . C. Drewsen og A. Bang til at udarbejde dom­ men. Det var en ganske normal fremgangsmåde. I alle sager for hof- og stadsretten skulle der voteres af 5 assessorer, og den førstvoterende, i dette tilfælde M. Fridsch, skulle gøre udkast til præmisser og doms­ konklusion. Til voteringen medgik godt 1 1 måneder, og først 2. juni 1777 blev dommen afsagt. Forklaringen på den lange votering må vel i første række tilskrives det vidtløftige vidnemateriale, der var blevet fremlagt i retten. De