HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1980 h5

Asserbo-lejren som deres modighed var af kollektiv art, at den kunne udfolde sig, når alle var til stede, og enhver vidste, at han blev støttet. Her i min­ dre flokke var der den elskværdighed, der tyder på dårlig samvittig­ hed, og en stiltiende indrømmelse af, at man godt kunne indse den overilede handling. Jeg måtte dog regne med, at der kunne fremkomme ophidselse igen når A. kom hjem. Han havde en mærkelig magt over eleverne, han var fyldt med klicheer med »os arbejdsløse« osv., brugte den termi­ nologi, der næsten af sig selv bringer en tilfældig forsamling til at føle sig som en solidarisk enhed. Dagen gik. Kl. 8 aften ringede A. til Ro­ senholm. Han stod inde på banegården, havde »tabt« sin returbillet, havde ingen penge til en ny. Rosenholm aftalte med stationen, at der skulle blive sendt penge. A. kom hjem om natten. Tirsdag morgen. A. aflagde beretning for eleverne. Jeg ville overvære det, men blev pebet ud. Jeg forlangte da beretningen gentaget i et vidnes nærvæ­ relse på kontoret. Jesper tog referat, A. godkendte det bagefter. Det gik i korthed ud på følgende: 1 . Han havde talt med Bærenholdt og kontorchefen, der havde vist sig forstående, og godt kunne forstå elevernes krav, der aldrig var blevet rejst af mig. 2. A. havde sagt, at man ville henvende sig til pressen, og sætte hårdt mod hårdt. 3. A. havde samtidig beklaget sig over, at jeg havde nægtet eleverne ret til at benytte gymnastiksalen »til månedlige sammenkomster« (vi havde én gang prøvet det på betingelse af, der ikke blev røget. Det blev der alligevel. A. var den gang næbbet: Når eleverne al­ ligevel havde røget, var det fordi de ikke respekterede lejrens le­ delse). Så holdt vi sammenkomsterne i spisesalen siden. Hertil hav­ de Bærenholdt lovet: »at han ved opringning skulle indskærpe mig osv«. Jeg anførte ad 1. Det var løgn, han havde ikke talt med kontorche­ fen. Han havde altså ikke været forstående. Jeg havde rejst kravet, hvilket Bærenholdt havde med­ delt ham.

169