HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1979 h5

BORGMESTER PEDER HEDEBOL

1 1 7

til Københavns socialdemokrater: Vi lader os ikke uden videre sluge! Et af de synspunkter, Hedebol forsvarede, var kommunal spar­ sommelighed, selv om denne sparsommelighed medførte angreb på andre værdier. V i kan f. eks. kaste et blik på debatten om opførelse af fire nye kommuneskoler i 19 18 . En af dem skulle anbringes ved Nyboder på et areal, som kommunen ejede ved siden af Den frie Udstillings bygning og beliggende ud mod boulevardbanens terræn. Da disse planer blev kendt i offentligheden, lød der betænkelige røster, der advarede mod at lægge en skole netop på det sted. Men kommunen ejede jo grunden. Den havde man skam ikke råd til at lade ligge uudnyttet hen som parkområde, hvad den hidtil nærmest må siges at have været. V i ser da den konservative skoleborgmester Kaper (selv gammel skolemand) og socialdemokraten Hedebol møde op og sammen for­ svare skolens placering. Kaper harcellerede over disse »æstetikere«, som havde betænkeligheder, fordi skolen ville skæmme udstillings­ bygningen. Han mente, at de bare var sure, fordi det var en skole det drejede sig om. »Der eksisterer i æstetiske kredse en vis uvilje mod skolen, fordi det er noget pedantisk noget, som står i modsæt­ ning til kunst og videnskab og andre høje ting.« Hedebol sagde det på sin egen måde: —Man må på skolens vegne glæde sig over, at den får en skolemæssig set ideel beliggenhed; der er lys og luft, ud­ syn til grønne træer, naboskab til en jernbane, som kan sætte fanta­ sien i bevægelse, og fra visse skoleværelser vil man vistnok endogså kunne se skibsmasterne i Frihavnen. At man skulle blive generet af jernbanen, troede han ikke. Man kan sige mange ting om gutterne fra Pilestrædekvarteret, men det er i hvert fald københavnere med K , som ikke vil lade sig genere af en smule rummel fra et jernbane­ tog, der suser forbi, tværtimod vil det sikkert bekomme dem særdeles vel. —Senere i debatten tog Kaper problemet med støjen fra jernbanen op og sagde, at han ikke var bange for, at det skulle volde skolen kvaler, »en sådan fast forbiflyvende støj« gjorde i virkelighe­ den ikke synderlig indtryk. Den radikale Elna Munch var ikke enig, og også den konservative Anna Hoffmann (som var lærer) var betænkelig. Hun formulerede sig forsigtigt, for hun ville naturligvis nødigt støde sin partifælle