HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1979 h5

100 HARALD JØRGENSEN derjyder, der brød op fra hjemstavnen og nedsatte sig såvel i hoved­ staden som rundt i de danske provinser. De repræsenterede alle erhverv og alle aldre. Med årene tog udvandringen til, og det var nu i stigende antal unge mænd, der ved udvandring unddrog sig den forhadte preussiske militærtjeneste. Efter krigen mellem Preussen og Østrig i 1866 blev Sønderjylland indlemmet i det preussiske konge­ rige. I Pragerfredens § 5 var der givet løfte om, at de nordlige distrikter af Slesvig efter en afholdt folkeafstemning kunne blive gen­ forenet med Danmark. I flere år både håbede og troede man på, at dette løfte ville blive opfyldt. Mange unge mennesker så derfor ingen grund til at gå på session, men foretrak at forlade Sønderjylland. Det var kun naturligt, at de landflygtige sonderjyder under de nye og ukendte forhold i hovedstaden søgte nærmere kontakt med hin­ anden, og så tidligt som i 1866 oprettedes et »Sønderjysk Samfund«. Det var den senere lærer Jep Jakobsen fra Broager, der tog initiati­ vet hertil, og foreningen blev stiftet ved et møde på Borchs kollegium i Store Kannikestræde. Et fremtrædende medlem af dette samfund var den unge lærer fra Flensborg A. D. Jørgensen (1840 -97 ). I denne kreds kom både studenter, håndværkssvende og gårdskarle. Man lyttede til foredrag og oplæsninger, og foreningens gæster var ofte fremtrædende personligheder. Således læste Bjørnstjerne Bjørn­ son op ved et festmøde i 1867. Foreningen fik aflæggere i provinsen, men dens virksomhed sygnede efterhånden hen. Nye sammenslutnin­ ger tog arbejdet op. Der kom stadig nye sønderjyder til hovedstaden, fordi de preussiske myndigheder fra i87o ’ernes begyndelse lagde hindringer i vejen for danskheden i Sønderjylland, og der var stadig mange unge, der ikke ville springe preussisk soldat. I 1878 enedes Preussen og Østrig om ophævelsen af § 5, og meddelelsen herom offentliggjordes i 1879. Håbet om en snarlig genforening blev her­ med udskudt, og såvel i Sønderjylland som i kongeriget måtte man indstille sig på en langvarig nationalitetskamp. Formålet med oprettelsen af »Sønderjysk Forening« i 1879 var i første række at samle de i hovedstaden boende sønderjyder til selska­ beligt samvær, men i længden kunne dette begrænsede formål ikke opretholdes, og i 1887 spaltedes foreningen i »Sønderjysk selskabelig Forening« og »Sønderjysk Centralforening«. Den meget energiske københavnske tandlæge Axel Carstens (18 4 7 -19 2 7 ) blev central