HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1977 h5
HENRY ST JERNQV IST
2 5 2
tionen i Rusland i 191 7 gav yderligere næring til en venstredrejning. Jeg husker således Marie Nielsen, kommunelærerinde, der opfordrede til at vi bad »en international bøn« for dem derovre. Hun havde en brændende tro, men virkede ofte noget eksalteret. Hendes senere over gang til kommunismen blev en skuffelse for hende. I S.U. fandtes dog også mere moderate kræfter, især i provinsen, og i 1919 kom det til et brud mellem de to fløje. Danmarks socialdemokratiske Ungdom blev oprettet, og jeg meldte mig ind heri, men deltog aldrig særlig aktivt. Tidens uroligheder og gadeuroligheder overværede jeg som interes seret tilskuer, og nogle gange kom jeg i nærheden af politiets knipler, men klarede altid frisag. En gang blev jeg dog bange. Ved påskekrisen i 1920 havde borgerrepræsentationen vedtaget en udtalelse, som skulle overrækkes Kongen på Amalienborg. Medlem merne gik til fods med formanden Th. Stauning og borgmester J. Jensen i spidsen, efterfulgt af mange tusinde mennesker. Da man kom til Frederiksgade, var denne spærret af politiet, så kun borgerre præsentanterne kunne slippe ind. Jeg befandt mig i i forreste linje af tilskuerne lige ved hjørnet af Bredgade. Pludselig hørtes et brøl fra den bagvedstående mængde. Politikæden blev sprængt, og jeg slap også igennem. Uanset at politiet ikke brugte stavene, hvad de vel havde fået ordre til, formerede de dog igen en spærring, og vi, der var sluppet igennem, blev noget ilde til mode, da vi så, at der også nede ved Amalienborg var en politikæde. Men atter lød der et højt brøl fra forsamlingen, og igen blev politikæden sprængt, og folk strømmede ind på Amalienborg Slotsplads. Tre fjerdedele af pladsen blev nu fyldt med mennesker, og i skumringen holdtes taler af forskellige, bl. a. Ernst Christiansen og student Sorterup, kendt fra Studentersamfun det. Pludselig så vi et glimt og der lød et pistolskud. Fanden tog ved mængden, der begyndte at flygte, men det viste sig jo hurtigt, at det var blind alarm, og forsamlingen faldt igen til ro. Fra Centralafdelingens virke husker jeg i øvrigt en række digteraf- tener i Griffenfeldtgade, hvor tidens digtere læste egne værker. Der var Emil Bønnelycke, der havde gjort sig sensationelt bemærket ved sine hypermoderne digte, men også en ældre klassiker som Sophus Clausen kom hos os. A f en helt anden karakter var et møde med tyskeren Willy Miinzenberg, samme sted. Han var en lille krum rygget fanatisk ungsocialist, repræsenterende den venstresocialistiske
Made with FlippingBook