HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1977 h5

HENRY ST JERNQV IST

242

kerpande«. Han havde en forholdsvis dyb stemme og talte meget ind­ trængende og overbevisende. Måske noget salvelsesfuldt. Da han var kommet i vælten i 191 7, karakteriserede BT ham i et interview som en prælattype. A f en eller anden grund var han tidligt kommet i et modsætningsforhold til Marinus Kristensen, i hvert fald mindes jeg den edder og galde, hvormed han altid, og tit, omtalte M .K . i »Soli­ daritet«. Bladet var baseret på en kritik af de faglige ledere, og Chr. Chri­ stensen lagde ikke fingrene imellem. Det var sprogets groveste udtryk, som blev anvendt, når »pamperne« skulle karakteriseres. Det gik navnlig ud over arbejdsmændenes Lyngsie og ganske særligt over smedenes I.A. Hansen, og man kan selvfølgelig godt forstå, at de blev knotne. Jeg erindrer et møde i Karl Marx klubben, hvor I.A. Hansen havde været indleder. I diskussionen deltog en meget skrivende syndi­ kalist, Carl Nielsen, med nogle spørgsmål, men I.A. Hansen ignore­ rede dem ved, siddende bred og myndig, at udtale: »Jeg troede ikke, vi var kommet til syndikalistmøde«. I Karl Marx klubben var vi vant til, at alle spørgsmål blev besvaret, og derfor føltes I.A. Hansens reak­ tion meget pinlig. »Solidaritets« angreb på »pamperne« var dog kun en enkelt side af dets virke. Chr. Christensen førte også en ideologisk linje. Han havde fra Frankrig hørt om, eller læst om, den syndikalistiske bevægelse, og den søgte han nu at overføre til danske forhold. Teorien gik kort ud på, at arbejdernes klassekamp skulle føres direkte på de enkelte ar­ bejdspladser, med pludselige strejker, sabotage etc. og udmundende i generalstrejken. Selve tanken om, at arbejderne ikke blot skulle lade sig lede af en faglig top, men at de skulle være aktive på de enkelte arbejdspladser, tiltalte mig altid, selv om mine tanker gik i retning af at få skabt en —stor —medindflydelse på virksomhedernes ledelse. Altså noget i retning af det, som nu er under debat: økonomisk demo­ krati. Bagved ligger ønsket om at få klassekampen afløst af en positiv medvirken til produktionens fremme og arbejderne hævet fra at være en undertrykt klasse til ligeberettigelse i virksomhederne. Med Chr. Christensens kritiske og følelsesmæssige indstilling ville han dog sik­ kert aldrig have accepteret dette synspunkt, men stadig have lagt vægt på den negative side i syndikalismen. Men hvorom alting er. Disse mine tanker om det positive, der