HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1977 h5

ER INDR INGER II

2 4 1

ternationale«s melodi, men sandt at sige er indholdet et andet end den originale franske tekst. Så ligger den af kommunisterne og andre accepterede »Rejs jer, fordømte her på jorden« meget nærmere origi­ nalen. A. C Meyers version minder mere om en dansk fædrelands­ sang, men sådanne har jo også deres berettigelse, og det er da i hun­ dredvis af gange, at jeg var med til, og med begejstring, at brumme med på »Flyv hø j t . . . « Og det var tonerne af Internationale, der gjorde kongressen i 1910 så uforglemmelig for alle, der deltog i de forskellige arrangementer, først og fremmest det kæmpemæssige demonstrationstog gennem byens gader til Søndermarken, hvor vi oplevede de store koryfæer med Jean Jaurès, August Bebel og Vandervelde i spidsen. I det socialdemokratiske vittighedsblad »Ravnen« havde A. C. Meyer før krigen en serie med sine erindringer. De var præget af et lyst syn på tilværelsen, og han sluttede med, at der ved hans begra­ velse skulle lyde muntre sange. Men A. C. Meyer blev på sine gamle dage en bitter mand. Han kunne f. eks. ikke tage dette, at Stauning fik en fortjenstmedalje i guld, medens den medalje, som han fik, kun var af sølv. A. C. Meyer havde aldrig deltaget i de ellers almindelige angreb på kirke og religion, men man havde indtryk af, at han nærmest havde en panteistisk indstilling. På sine gamle dage blev han dog overbevist kristen, hvad han forkyndte i radioen, men det virkede alligevel pin­ ligt, da han ved Karl Marx klubbens 50 års stiftelsesfest i 1936 deltog, efter eget ønske, da det jo var ham der i sin tid havde stiftet klubben, og ganske værkbruden blev båret ind i Rømersgades forsamlingsbyg­ nings store festsal. Han blev ført hen til tribunen, og hængende på et par ledsagere talte han fra gulvet til forsamlingen. Det blev kun til en ganske uhørlig hvisken, men pludselig gjorde han en anstrengelse og sagde med høj røst: »Min frelser Jesus Kristus«. I 1 9 1 1 var der dannet en oppositionsbevægelse inden for fagbevæ­ gelsen, »Fagoppositionens sammenslutning«, og den udgav fra 1912 et ugeblad »Solidaritet« med Chr. Christensen som redaktør. Og dette blad købte vi hver lørdag fra en kiosk på Kongens Nytorv. Chr. Christensen havde jeg oplevet ved mangfoldige møder fra min tidlige barndom. Han var noget under middelhøjde, men ikke just spinkel, havde tilbagestrøget hår, der bevirkede, at han fik en »tæn­ 16