HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1977 h5

HENRY ST JERNQV IST

238

som det efterhånden er blevet, noget misliebigt for en socialdemokrat at erklære sig som socialist. Tværtimod. Ethvert møde, og ikke alene grundlovs- og førstemajmøderne, endte uvægerligt med, at taleren udråbte et Leve for socialismen. Og dette blev lige så selvfølgelig ef­ terfulgt af et spontant råb fra forsamlingen: »Taleren leve«. Dette gjaldt for enhver taler af nogenlunde standard. Borgbjerg lagde aldrig skjul på sin landlige oprindelse og den ind­ stilling, den af Grundtvig inspirerede højskolebevægelse havde givet ham. Vers af Grundtvig indflettedes ofte i hans taler. Men også Bjørnstjerne Bjømson blev tit citeret, især hans »Takt, takt, pas på takten. Den er mer end halve magten«. I dag synes disse ord at være glemt. Bøndernes andelsbevægelse, herunder især brugsforeningerne, havde præget Borgbjerg dybt. På dette område var han faktisk en pi­ oner med hensyn til at få arbejderbevægelsens accept af at regne med kooperationen som et ligeberettiget led sideordnet med den faglige og politiske bevægelse. Denne treenighed var et hyppigt tema i hans taler. Han så med sympati på, at visse oppositionelle kredse inden for socialdemokratiet fik afledet deres revolutionære tilbøjeligheder ved at gå ind i det praktiske arbejde med at oprette københavnske brugs­ foreninger i årene før i . verdenskrig. Borgbjerg var så udpræget internationalt indstillet, og han opflam­ mede os til begejstring ved tanken om Europas forenede stater. De praktiske problemer husker jeg dog ikke, at han kom ind på. Han indså dem vel nok, men en agitators opgave er jo ikke at så tvivl. I 1 9 1 3 var jeg på feriekoloni ved Knudshoved, og da vi hørte, at Peter Sabroe var omkommet i forbindelse med en togulykke ved Bramminge, sænkede vi flaget på halv stang. Der var en ægte sorg blandt os drenge. At han var socialdemokrat betød ingenting, nej, det var ham Peter Sabroe med det varme hjerte over for mishandlede børn og andre, der var kommet på livets skyggeside, som vi mindedes med oprigtig sorg. Når mine forældre sad på skrædderbordet og drøftede politik og personer, sagde far, at Borgbjerg var en fin taler, men Sabroe var, ja udtrykket husker jeg ikke præcis, men det var noget i retning af mere grov i det, og denne bedømmelse dækker forskellen mellem de to hver for sig så store talere.