HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1977 h5

ER INDR INGER II

2 3 7

spagfærdigt sagde, at hvis Kongen havde spurgt ham til råds, ville han have sagt: »Deres Majestæt. De har trådt i spinaten«. Det blev jo Majestætens erkendelse heraf i forbindelse med Harald Jensensk-præ- gede overvejelser, der fik det hele til at glide. Borgbjerg var givet bedst over for de store forsamlinger, men han undslog sig ikke for at deltage i møder i små lokaler. Det skete ikke sjældent i Karl Marx klubben, der på den tid var centrum for en kri­ tisk venstreorienteret opposition mod partiets ledelse. Normalt varede møderne til kl. 12 (24), og som timerne gik, kunne Borgbjerg komme mere og mere i defensiven. Men når han så ved 11 -tiden tog sit lom­ meur op af vesten og med et affabelt smil erklærede, at nu måtte han desværre op på bladets redaktion, var der ikke andet for end at tage det til efterretning, selv om man jo havde lov at tænke sit. Ved et andet møde i klubben, først i tyverne, havde den 16 - 1 7 årige Ib Kolbjørn haft ordet, og jeg husker, at Borgbjerg lænede sig hen til en sidemand og hviskede: »Han vil blive til noget«. Og deri fik han jo ret. Kun ved en enkelt lejlighed kom jeg i personlig kontakt med Borg­ bjerg. Det var valgnatten 1929, hvor jeg, i lighed med tidligere, var på »Socialdemokraten« for at lave prognoser og udregne det endelige resultat. Borgbjerg kom jævnligt ind til mig og blev så løbende orien­ teret om, hvorledes udsigterne tegnede sig. Jeg havde slutresultatet kl. 2 om morgenen, og Borgbjerg rasede over, at indenrigsministeriet endnu ikke var kommet med det officielle resultat. Det kom først kl. 4. Jeg skylder dog at tilføje, at det ikke ved senere lejligheder lykkedes mig at være så heldig. Selv om Borgbjerg utvivlsomt nød at være minister, lå hans evner dog ikke på det administrative felt. Det fortælles, at da han var blevet socialminister i 1924, spurgte han departementschefen, den højtbega- vede Henrik Vedel, hvornår han mødte i ministeriet, hvortil Vedel svarede, at ministeren plejede at få referat kl. 3, og så blev der ikke talt mere om det. Samme Vedel havde i øvrigt efter eget udsagn sin stør­ ste interesse ved formiddagsgerningen som ulønnet fransklærer i Fr. Barfods skole i Aabenraa. Hans undervisningsform skal have været mere fri end selv de mest avanceredes nutildags. Jeg har dette fra nogle af hans elever. For at vende tilbage til mine drengeår: dengang var det jo ikke,