HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1976

ER INDR INGER I

1 7 7

næs, 15 km fra kolonien, kommanderede: »Holdt. Pissehelle.« Tænk at en lærer kunne sige sådan noget - dengang. Vi var jo udendørs det meste af tiden, og boldspil var der meget af, især på Knudshoved. V i fik af og til besøg af Peter, en lille bold­ ekvilibrist fra Nyborg. Jeg følte det som et ridderslag, da han, lige an­ kommet fra byen, sagde, at det var et godt mål. Jeg havde spillet venstre wing og var trukket ind mod mål, da en vildfaren bold ramte mit hoved, hvorfra den af sig selv sprang ind i nettet. I de sidste dage af juli 19 14 sad vi en aften udenfor og kiggede ned mod købmandens bygninger i Asserbo. Mosekonen bryggede, og der var fred i vore sind. Men få dage efter brød krigen ud. V i var meget optaget af tyskernes overfald på Belgien og om Liége kunne modstå deres stormløb. Da mor kunne fortælle, ved vor hjemkomst på hoved­ banegården, at fæstningen stadig holdt, var jeg meget beroliget. Men det var jo kun en stakket frist. I 19 15 var jeg, sammen med to andre fra Forhhammersvejs mellem­ skole kommet ind på Østre Borgerdydsskoles gymnasium som en slags kommunal stipendiat. Jeg kom sådan set meget godt ud af det med mine nye kammerater —og de var i hvert fald ikke så drillesyge som dem i mellemskolen —men de var jo fra et helt andet milieu end det, jeg var vant til at færdes i. De kom fra det bedre borgerskab, og jeg, søn af en almindelig skræddersvend, følte mig altid noget fremmed overfor dem. Jeg var jo nødt til at holde mig i toppen hvad karakterer angik, og det lykkedes da også, selv om jeg ikke kunne klare mig overfor Sigurd Gjersøe. Han blev ved studentereksamen en suveræn nummer eet, blev ingeniør og var derefter en halv snes år i Persien. Hjemkommen blev han direktør for store selskaber, blev gift med Lilian, datter af Salomonsen fra Richs-koncernen, men dræbt ved påkørsel af en cyk­ list på Østerbrogade. Som historielærer fik jeg O. Kaalund Jørgensen. Han var nok særdeles reaktionær i sine anskuelser og udpræget engelskvenlig (han var iøvrigt også engelsklærer), men han havde en eminent evne til at levendegøre det historiske stof, i hvert fald for mig, og han accepterede ganske mine modsatte synspunkter. Jeg holdt forbindelsen vedlige med ham gennem mange år, og da vi ved studenterjubilæet i 1943 besøgte vor gamle skole, var det ham, som tog imod os. Som holdets