HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1976

ER INDR INGER I

1 7 5

Marie Kirkeplads, ved Istedgade. Der var blevet dannet førsteklasser ved efter optagelsesprøver at samle elever fra alle de københavnske skoler. Lokaliteterne var gammeldags, men efter et års forløb blev skolen flyttet til Forchhammersvej, Dr. Starckes gamle skole. Den vir­ kede helt moderne, og bygningsmæssigt er det den bedste skole, jeg har gået i, bl.a. med brusebad efter gymnastik. Her fik jeg for første gang sans for renlighed. Der blev krævet meget af os, og vi havde et omfattende hjemme­ arbejde. V i fik karakterbogen med hjem hver måned, og jeg gik i en evig nervøsitet for stadig at holde mig på toppen. Det krævedes af mine forældre, og det lykkedes mig i alle 4 år. Ved mellemskoleafslut­ ningen var jeg lige ved at blive indhentet af en kammerat, der de før­ ste år havde ligget i bunden af klassen, men nu var han sprunget frem som en komet. Han ville dog ikke gå med over i gymnasiet - eller var det forældrene, som ikke ville tillade det —og i stedet sluttede han med realeksamen, hvor han fik 6 over hele linjen, bortset fra 5 i et enkelt fag. Jeg blev drillet meget med min store næse, og i selvforsvar udviklede jeg mig så til også at blive en drillepind. Jeg ved ikke, om det kan ske nutildags, men det var faktisk vor historie- og geografilærer, som lagde for ved at give mig øgenavnet »Professor Gøg«. Han var meget sær­ præget, det kan man godt sige uden at overdrive, men trods alt vel­ lidt. Cand. theol. Edgar Aabye var gammel sportsmand med top­ præstationer indenfor mange idrætsgrene, og han havde et fritidsjob som sportsmedarbejder ved »Politiken«. Han har ikke været mere end midt i fyrrerne dengang, men virkede som en olding, krumbøjet, hvid­ håret med hængende moustacher. Han var den type af lærere, hvis undervisning mest bestod i at »høre«, om man kunne lektien. Jeg ser ham for mig, siddende på katedret med hovedet bøjet i hænderne, afventende et svar fra den elev, der var stillet op i en krog med ansigtet mod væggen. Når der var gået 5 minutter, uden at eleven havde op­ lyst, hvornår Napoleon var født, f.eks., blev der med hul, men tydelig stemme dekreteret: »NUL«. Hans specialitet var at anvende sine i boksesporten erhvervede færdigheder til at slå på snuden eller i maven, ganske vist aldrig med alvorlige følger, men det lykkedes ham dog flere gange at få en næse slået til blods, og så var han egentlig stolt. Jeg kunne ikke lade være at smile, da jeg mange år efter mødte ham