HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1976

172

HENRY ST JERNQV IST

ledning af, at man på skolerne fejrede 250 års dagen for svenskernes storm på København i 1659. En speciel type var gymnastiklæreren Herr Borre, en gammel un­ derofficer. Han var meget nidkær og lagde prisværdig vægt på de frit­ stående øvelser, men hans stilfornemmelse må have svigtet, når han med et spanskrør sørgede for, at vi i spring over hest ikke blev sid­ dende, men kom over. I de højere klasser gik vi til svømning på en badeanstalt ved Langebro, og vi marcherede under hans kommando, formeret som et kompagni og i trit, een, to, venstre, højre. For dem af os, der trods hans ihærdige vinterundervisning i »tørsvømning« endnu ikke kunne svømme, var det en blandet fornøjelse at stå stille i vandet, hængende ved ribberne, en enkelt gang med en temperatur på 9 grader. Men jeg husker hans pæne ord til mig, da jeg skulle for­ lade Nansensgades skole: »Jeg håber, du bliver til glæde for dine for­ ældre«. I 5. klasse fik vi flere lærere, men jeg skal kun nævne Herr Hamme- rich, der var meget inciterende og levende. Nogle gange kom han ind på samfundslære, og det var lige noget for mig. Jeg imponerede ham meget ved at vide alt om folketing og den slags. Jeg har aldrig haft megen forretningssans, men engang ringede den. Vi drenge spillede meget med Janter, »Toerter«, »Firerter«, etc., for­ skellige slags uniformsknapper. Jeg var ikke god til det, men engang fik jeg to kammerater til at gå med i en forening, hvor vi hver måned indskød vor gevinst i en pulje, som vi så delte ligeligt ved månedens udgang. Jeg havde skrevet lovene og jeg blev også valgt til kasserer. Efter den første måneds udgang var min andel nogle og halvtreds janter, men på vejen hjem spillede vi tre, og jeg tabte praktisk talt hele gevinsten. Foreningen levede kun den ene måned. To gange om året havde Skræddernes sangkor aftenunderholdning og bal i Rømersgade 22. Lige fra mine tidligste år var jeg blevet taget med, og jeg holdt ud til det sidste, d.v.s. kl. 4 om morgenen, underti­ den med »en time til«, og bagefter spiste vi et par stykker smørrebrød. Mellem dansene kurede vi børn frem og tilbage på gulvet, og i pau­ serne samlede jeg ølpropper op - dengang var der ikke noget der hed ølkapsler - som jeg derhjemme lod forestille soldater. Der var altid en balinspektør, som med sløjfe på brystet skred op og ned ad gulvet og konstaterede, at alt gik sømmeligt til. Hvad det altid gjorde. Jeg