HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1976

160

SIGURD JENSEN

faldet kom dog ikke helt uventet. Han havde gennem årene slidt stærkt på sig selv, og nogle tegn på en begyndende hjertelidelse havde han ignoreret. Han ønskede ikke at sætte tempoet ned, men ville være med fuldt ud både i arbejdet og i de mange festlige lag, der var lejlighed til at deltage i. Kommunalt arbejde og festlige samvær med folk, der var interesseret i at snakke kommunalpolitik, det var tilværelsen for den gamle ungkarl. I dagene umiddelbart forud for sin død fik han også en hel del vigtige sager fra hånden, først og fremmest et lovforslag til ordning af de københavnske kloakforhold og afslutningen af arbejdet i den kommission, der skulle udarbejde projektet til det nye hospital på Bispebjerg. Et forslag om store ombygninger på Set. Hans Hospital skulle have været behandlet om mandagen, som han døde om søn­ dagen. Til sin død stod han midt i arbejdet og midt i striden, en strid hvor det ofte gik hårdt til. Han fik drøje hug og slog hårdt igen, men det er ikke helt usandsynligt, at han faktisk nød slagsmålene. Allerede i sin korte virksomhedsperiode som ledende senior i Stu­ denterforeningen havde han gjort sig bemærket ved en blanding af jovialitet og stædighed.64 Hans kommunalpolitiske modstander Anders Hvass skrev i en ne­ krolog i Illustreret Tidende ( 18 .1.19 0 3 ) : Når han vendt imod mod­ standerne stod med sænket hoved og øjnene fremad, var han ikke ulig billedet af en tyr, der vil stange. - Professor Carl Lange talte engang om hans »diabolske« smil. —At han livet igennem måtte føle besværet ved en fod-defekt, der gjorde ham halt, har naturligvis ikke været be­ fordrende for humøret. Han var - som nævnt - ungkarl og ret ensom. En stor hund var til stadighed hans trofaste ledsager. Hans voldsomme temperament i forbindelse med en helt usædvan­ lig hukommelse, der altid var til disposition med de fornødne fakta, gjorde ham til en formidabel modstander. Men når striden var af­ sluttet, var han tilsyneladende ikke den, der bar nag. Så kunne man i fordragelighed gå over dl næste punkt på dagsordenen, eller han kunne gå på værtshus med såvel modstandere som tilhængere.015 Der kunne således trods alle skærmydsler holdes et samarbejde i gang, og dertil bidrog også den respekt, som alle - også modstanderne - næ­ rede for hans etiske holdning. Anders Hvass skriver herom i sin nekro