HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1976

DET KONGELIGE TEATER I EN BRYDNINGSTID 115 pladsloge og kunne iøvrigt takke sin egen uforsigtighed for ulejlighe­ den. For at benytte fløjten i 2. akt - man havde altså på forhånd aftalt tidspunktet for en udpibning - arrangerede Mikkelsen, der åbenbart havde glemt fløjten hjemme, sig med en dreng og budbringer. Dren­ gen afleverede imidlertid letsindigt to dårligt indpakkede fløjter til kontrolløren ved teatrets hovedindgang og pålagde denne at aflevere pakken til den herre, der ville indfinde sig i mellemakten. Kontrolløren lod dog den mistænkelige pakke gå videre til Københavns politi, og da Mikkelsen indfandt sig, måtte han opgive navn og adresse, før pakken blev udleveret.10 På premiereaftenen befinder der sig altså flest demonstranter i gal­ leriet. Alligevel bemærker medarbejdere fra både Aftenposten og Da­ gens Nyheder en ung herre også på balkonen, der energisk går frem til balustraden for at fløjte. Hvad regijournalens oplysninger angår, er de særdeles knappe: »Under 2. Akt opstod flere Gange Kamp imellem Klappere og Pibere, saa at Skuespillerne maatte ophøre at tale. Efter Stykket blev Meningskampen saa stærk at Gongonen maatte bruges«. Hvem gik efter pressens opfattelse af med sejren? de fløjtende eller de klappende? Denne afgørelse er tilsyneladende afhængig af redak­ tionernes politiske tilhørsforhold. Social-Demokratens anmelder mær­ ker sejr i luften til demonstranterne: Vistnok over et halvt hundrede piber, deriblandt en sand jernbanefløjte, hvislede efter tæppets fald gennem Thalias Tempel, der havde vanæret sig ved at blive organ for den smudsigste reaktion, og skønt gongongen gik, skønt storbor­ gerne i yderst raseri vrælede på deres politi, som imidlertid ikke havde rigtig lyst til håndværket, vedblev spektaklet en god halv time og endte med fløjternes sejr. Både Morgenbladet og Jyllandsposten har dog lettest ved at høre bifaldet. Dagbladet finder, at de fløjtende ligefrem udfordrer de klap­ pende, og Berlingske Tidende oplever forestillingen modtaget med: velvilje og bifald, der kun forøgedes ved de enkelte pibere, der lode sig høre.17 Stort set er man enige om, at de obligatoriske slag på gongong, der burde afslutte meningskampen 5 minutter efter forestil­ lingens ophør, uheldigvis blot høres af få, samt at politiets folk for­ holder sig særdeles passive.