HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1975 h5

84 M. VESTERDAL da lidt mere kendskab til sine medmenneskers levemåde og sæder. . . . Grønlænderne var de første, vi så noget fra. Her var kajakker og både mandlige og kvindelige figurer af træ i samme. En slæde med seletøj til i o hunde, man så slør af nettet af sælhundetarme, fugleskindspelse med fjerene vendt indad og bruges til linned . . . [Fra] Australien [var der] afgudsbilleder, som tilbedes af de vilde folkeslag dér, udskåret træ, sten og alle slags billeder. Der er vist ikke en eneste nation på jordens kreds, uden der hos samme findes den levning af gudsbilledet tilbage, at de ved at tilbede sådanne ting jo giver til kende, at der er noget, omend dem uforklarligt, som de higer efter. De skaber sig selv guder men er uden gud i verden. Det gjorde et underligt indtryk, og vi må nok spørge, hvordan står det til her, midt i den såkaldte kristenhed, og hvordan hos os selv? A f japaneserne og kineserne var der en uhyre mængde sager, og de var af det modsatte, som det vi hidtil havde set. Disse folkeslag er fine folk, kineserne kalder sig himlens sønner og be­ boere af det himmelske rige. De lever som bekendt for sig selv og kun for sig selv men har udviklet en forbavsende færdighed i næsten alle ting. Man så en mængde guld- og sølverne sager, mageløst fint ud­ arbejdet, så fint, at man næsten ikke kunne opdage sammenføjninger osv. Også var [der] en masse afbildninger af guder og gudinder, af templer, de såkaldte pagoder, med mere, som det er umuligt at be­ skrive. Kun skal jeg endnu bemærke, at i et skab opbevaredes de trofæer, som den danske søhelt, Cort Adeler, i året 1653 fratog den tyrkiske viceadmiral Ibrahim Pasha, hvem han afhuggede hovedet med hans eget sværd, hvoraf P.P. i »Niels Juel«56 giver en skildring. Ligeledes så man den bekendte, det vil sige af navn bekendte, øster­ landske gift, opium. . . . Jeg kunne ikke magte, hvad jeg så men stod atter som en fattig over for alt det, jeg så. Kun ét kunne jeg magte, og det var, at vi er nævnte Thomsen megen tak skyldig for hans flid og utrættelighed, ligesom enhver især, der besøger musæet, er ham megen tak skyldig for den ufortrødenhed, hvormed han fremviser enhver ting og giver forklaring derover. Fra etnografisk musæum gik vi tilbage og var da inde i de kongelige stalde på Christiansborg Slot. Der var ikke mange heste. Nogle af de bekendte hvide kongelige heste var smukke. Så vidt jeg husker, var der 8 af dem. Nu gik vi igen til nr. 208 og efter at have drukket té, gik vi til Kasino, hvor der i aften blev givet »Skrædderen og naboen«, et stykke,