HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1975 h5

A. W. ANDERSENS SYDHAVNSPROJEKT

5 9

jende i England, at man ikke skulle indlade sig på slige foretagender i fremmede lande, førend disses regering og folk selv havde understøt- tet disse i gerning.« Nu skulle det offentlige altså ind i billedet med bevillinger eller garantier. Ved sagens fornyede forelæggelse i borgerrepræsentationen 2 1. ja­ nuar 1862 udtalte Tietgen, at nu var Andersen kommet ned på jor­ den, men at den reducerede kanalbredde ville være upraktisk, og nu måtte medlemmerne forstå, at kommunalt tilskud ville blive nødven­ digt, og her trampede Tietgen med velberåd hu på forsamlingens allerømmeste tå. Man nedsatte et udvalg. Tietgen blev formand. Den 1 1 . marts forelå udvalgsbetænkningen. Den var lammende. Udvalget havde forespurgt Andersen, hvad han havde tænkt sig af kommunalt tilskud. Hertil havde Andersen henholdende svaret, at det kunne han ikke afgøre, med mindre man hentede Murray over til en forhandling. Men vigtigere var det, at udvalget allerede den 29. januar havde rettet en anmodning om en ekspertise til den nyopret­ tede Sø- og Handelsrets søkyndige medlemmer. Retten havde konsti­ tueret sig den 6. januar, men endnu ikke fungeret. Den manglende erfaring må man vel regne medlemmerne til gode, når man hører, at de virkelig indlod sig på at besvare anmodningen, hvilket vist må være noget helt enestående i dansk retshistorie. De søkyndige brød staven over Andersens planer, først og fremmest, som man kunne vente, med nautiske argumenter. Kanalen er for smal, og derfor farlig, bugsering vil ikke kunne etableres osv. Et sådant responsum kunne ikke være bedre for dem, der ville fælde Andersen. Udvalget konkluderer derfor, at kanalen ikke bør bygges, at kommu­ nen i hvert fald ikke bør støtte den, og at man derfor ikke bør an­ befale koncessionens forlængelse, »eftersom vi må befrygte, at der herved alene vil tabes tid og lægges hindringer i vejen for gennem­ førelsen af andre planer til sådanne udvidelser og forbedringer af hav­ nen, hvortil også vi erkender at der er trang«. Den gamle havns til­ hængere røber her, at de ved hvad de vil. Og man var langt fremme. 6 dage før den endelige afgørelse faldt i borgerrepræsentationen, havde man formået indenrigsministeriet til at pålægge havnerådet at udarbejde en ny havneplan. Andersens skæbne var altså på forhånd afgjort. Sagen behandledes i en række møder, men forkastedes den 3 1. marts med en overvældende majoritet. En bemærkelsesværdig vending