HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1975 h5

B IEDERMEIERKONCERT

3 7

Ann Bishop og den franske harpenist Robert Nicholas Bochsa .9 Par­ ret havde truffet hinanden i London. Bochsa havde oprindelig været ansat ved det franske hof, men han måtte forlade Frankrig på grund af nogle vekseltransaktioner. Han rejste til London, hvor han blev le­ der af den italienske opera. Mrs. Bishop var gift med komponisten Henry Bishop, hun forlod mand og børn og rejste fra England sam­ men med Bochsa. Parret blev et års tid i København, hvor det gav mange koncerter, dels på Det kgl. teater og dels som musikalske soiréer i deres bopæl i Bredgade (nr. 54). De gjorde stor lykke, så stor at andre koncertgivere havde svært ved at gøre sig gældende. Weyse fortæller i et brev, at han har hørt parret. Han var meget glad for hendes sang, selvom italienske operaarier ikke akkurat var hans smag, han var derimod mindre begejstret for hr. Bochsa, som han fandt havde et lidt hårdt anslag, ligesom han var kedelig »i Tidens Længde«. Parret, hvis eksistens svævede lidt i luften, forsøgte at knytte fastere forbindelser med Det kgl. teater, og de blev da også i forårssæsonen 1840 benyttet til at fylde ud, når et teaterstykke var lovlig kort, for­ resten afvekslende med nogle spanske dansere, men deres planer om, at hun skulle iscenesætte og instruere italienske operaer, og at han skulle ansættes som Sibonis efterfølger som syngemester strandede på deres honorarkrav. Til universitetets årsfest i 1839 havde man bestilt en kantate, hvor teksten skulle leveres af J. L. Heiberg og musikken af Weyse. Slut- koret i denne kantate »Hellige Flamme« om forskningen og studierne er siden hen blevet benyttet ved universitetets festligheder. Den 3. december 1839 afgik Frederik V I ved døden. Hofsorgen medførte, at Det kgl. teater blev lukket i 2 måneder, men tronskiftet og de dermed forbundne begivenheder satte naturligt nok sit præg på koncertlivet i den første halvdel af 1840 i fonn af opførelse først af sørgekantater ved den afdøde konges bisættelse og dernæst af kantater i anledning af kroningen, så digterne Øhlenschlæger, Heiberg og H. P. Holst fik påny travlt med at skrive kantatetekster og komponi­ sterne Weyse, Hartmann og Frøhlich med at skrive musikken. Ved regentskiftet kom kunstpolitikken påny i søgelyset. På Det kgl. teater var man ængstelig, for den nye konge havde sine bestemte me­ ninger, og en af hans første handlinger var da også at foretage et chef­ skifte. Det forlød, at det nu var meningen, at teatret skulle »løbe