HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1975 h5

B IEDERMEIERKONCERT

3 5

have. Herefter var mulighederne også udtomt, for den 28. juni be­ gyndte Hoboistemes ordinære søndagskoncerter ved Herkulespavil- lonen og samtidig meldte konkurrencen sig også fra Dyrehavens forlystelser. Strauss’ og Lanners valse har næppe før dette besøg været særlig kendt i København, men nu blev de det. Ude i Eu­ ropa havde Strauss gjort sine og Lanners valse kendt under de kon­ certrejser, som han i årene 1833-37 foretog til Tyskland, Frankrig og England. Pardansene vals, polka, mazurka og galop havde ganske vist nok huseret i Europa siden Wienerkongressens dage, men de blev ikke anset for helt anstændige og havde lidt svært ved at trænge igen­ nem overfor de ældre kontradanse, hvor man dansede mod hinanden og fra hinanden i forskellige variationer à la française, anglaise eller écossaise (forløberne til de i 1850erne så populære quadriller, f.eks. Les Lanciers ). Vi kan datere valsens ankomst til Londontil 18 12 , der af lord Byron kaldtes » The year of the waltz«. De kendtekompo­ nister f.eks. Rossini, Weber, Schubert og Chopin er fra omkring 1820 begyndt at komponere koncertvalse, men kompositionerne er ment som koncertmusik, ikke dansemusik. Først kom Weber, der i 18 19 kompo­ nerede den pragtfulde orkesterouverture »Aufforderung zum Tanz«, der indeholder en vals, og her i landet fulgte Kuhlau, der i 1820 udgav 8 koncertvalse for piano (opus 24). Den særlige charme ved pardansen var naturligvis den, at herren holdt damen i sine arme, herom skrev den ellers ikke sippede Byron et satirisk digt »The Waltz«,5 hvor det bl.a. hedder: Muse of the many twinkling feets ! whose charms are now extended up from legs to arms

Hail moving muse! to whom the fair one’s breast gives all it can and bid us take the rest.

I København inspirerede de muntre valsemelodier den altid vågne digter Johan Ludvig Heiberg til den lille vaudevillemonolog » Emilies Hjertebanken «,6 opført første gang den 13. maj 1840, med benyttelse af Strauss’ valsemelodier og - som en mindelse om det steiermarkske musikselskab også med anvendelse af en »Steiermarker« som melodi til postillonsangen »Vor gamle Karo holdt en Støj«. Men ligeså vigtigt var det, at Steiermarkerne skulle få en mere fast efterfølger på dansk