HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1972 h5

L IDT OM THORVALDSENS MALERISAMLING 97 lere. Til at begynde med var det naturligvis fyrsterne, som skabte sig kunstsamlinger. Disse omfattede dels den egentlige kunst af såvel klassisk eller formodet klassisk oprindelse som den samtidige kunst og dels rariteter af forskellig art såsom naturhistoriske og etnologiske objekter. Efterhånden som borgerskabet fik muligheder for en bedre ind­ tjening, opstod der også private samlinger, især i de sidste årtier af 1700-tallet. Italien blev i de tider grundigt gennemsøgt for kunstgen­ stande af enhver art, og man tog det ikke så nøje med om genstanden var ægte. Kunne det ægte ikke fås, nøjedes man med kopier eller forfalskninger. xMstøbninger blev købt i stedet for originaler og som erstatning for ægte malerier kunne man klare sig med kobberstik af vedkommende billede. Mange af disse private samlere gik natur­ ligvis ikke videnskabeligt til værks, og samlingerne blev derfor af stærkt vekslende værdi. Ved midten af 1800-tallet fik de på mere fast grund uddannede kunsthistorikere travlt med at skille klinten fra hveden i såvel offentlige som private samlinger. Som vi senere skal se, kom også Thorvaldsens malerisamling en kort tid under en sådan kunstkritisk behandling, men ved et heldigt forløb slap den uskadt igennem. Ved århundredskiftet var Grækenland stadig i de vantros hænder, og kunstmarkedet koncentrerede sig derfor mest om Italien, hvor såvel stater som statsoverhoveder og privatpersoner optrådte som kø­ bere. De fremmede nationer gjorde ligefrem brug af kunstkendere og videnskabsmænd, når de udpegede deres gesandter i Rom, således var den preussiske ministerresident, filologen K . W. von Humboldt velbevandret inden for kunsten, og den spanske gesandt Chevalier d’Azara var en flittig udgiver af kunstfilosofiske skrifter. Der blev tillige ansat faste kunstagenter, der skulle give de fornødne tips, når noget attråværdigt dukkede op på markedet. Ofte virkede sådanne kunstagenter tillige som oplysningscentral og vejleder for det på­ gældende lands kunstnere under disses ophold i Rom. Arkæologerne Georg Zoega og P. O. Brøndsted var i perioder observatører for den danske stat og lønnet som sådanne bl.a. også med henblik på den hjælp, som de kunne yde de tilrejsende kunstnere. Det kan yderligere nævnes, at den danske arveprins Christian Frederik (den senere kong Christian V I I I) optrådte direkte på det romerske marked som