HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1972 h5

EN RÅDSTUERETSDOM FRA 1717 27 ber til konen, også selv om hun ikke ville have det. Det var dog tvivl­ somt, om der ikke alligevel var gået gangræn eller koldfyr i benet og den eneste frelse ville have bestået i amputation af benet. En opera­ tion, som forsvareren nok med rette mente, var en dubiøs affære. Han påstod altså, at Knud Nielsen skulle frifindes for Sandbecks tiltale, men kunne dog indrømme, at den anklagede burde lide nogen straf for at have ventet så længe med at have hentet barber og henviste til lovens pag. 923, art. 1, hvorefter den, der har dræbt nogen af våde, ikke kan lide højere straf end at betale til den dræbtes arvinger 40 lod sølv. Herimod mente Johannes Sandbeck i et indlæg af 1. marts 1 71 7, at Andreas Bruun intet havde fremlagt til svækkelse af anklagen, for en henvisning til lovens pag. 923, art. 1, hørte ikke hjemme her, hvor delinkventens grove, formastelige og morderiske gerning var bevist og af ham selv tilstået. løvrigt indstillede han nu sagen til byfogdens dom. Denne faldt den 12. april 1 71 7. Byfoged Envold Bruun var be­ tænkelig ved at fælde Knud Nielsen som Kirsten Sørensdatters bane­ mand, men dømte ham til, for sit ukristelige, ubarmhjertige og ty­ ranniske forhold mod sin kone at arbejde på livstid på Bremerholm i henhold til lovens pag. 884, artikel 7. I sit indlæg til rådstueretten af 9. juni 1 7 1 7 lagde Johannes Sand­ beck vægt på Knud Nielsens egne udtalelser, som han tog for til­ ståelser, og på at den anklagede havde låst døren, når han forlod konen. Flugten og udtalelsen ved anholdelsen om, at han nok ikke havde mange dage tilbage her i verden, kunne heller ikke tages til indtægt for uskyld, men måtte ses som et udslag af frygt og en na­ gende samvittighed. Sandbeck krævede bvfogdens dom omstødt og Knud Nielsen dødsdømt. Forsvareren Andreas Bruun henholdt sig i sit indlæg stort set til sit forrige forsvar og resultatet blev, at magistraten i sin dom af 7. juli 1 7 1 7 ikke holdt det for forsvarligt at dømme Knud Nielsen fra livet, men da han havde slået konen og trakteret hende ukristeligt og ty­ rannisk og havde været så ubarmhjertig at lade hende ligge uden en barbers tilsyn fra søndag til onsdag, dømtes han til at arbejde i jern sin livstid på Bremerholm. Bytingsdommen blev altså stadfæstet. Skuepladsen for de dramatiske begivenheder var, som det blev sagt under retssagen, madam Larsens, salig Peder Svanes baghus ud