HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1972 h5

26 EGIL SKALL godt. Om natten kaldte han på Karen Christensdatter og sagde, at nu var det snart gjort med hans kone. Hun stod da op og fandt konen død. I mellemtiden var Knud Nielsen sprunget ud ad vinduet og gået bort. Anklageren Johannes Sandbeck indgav 14. december 1 71 6 til by­ tinget et anklageskrift, hvori han forlangte Knud Nielsen enten dømt efter forordningen af 16. oktober 1697, der handler om grovmorderes straf (knibes med gloende tænger udenfor det hus, hvor forbrydelsen har fundet sted, vises frem på alle torve, højre hånd afhugges med økse, derefter hovedet, og siden parteres og lægges på hjul og stejle) eller efter lovens 6. bogs 6. kapitels 1. artikel, der handler om mand­ drab og straffen derfor. Herved ville Knud Nielsen dog ikke være meget bedre stillet, thi han måtte da alligevel af med livet og miste sine ejendele. Sandbeck hævdede, at Knud Nielsen ikke alene var direkte skyld i konens benbrud, men derforuden meget ubarmhjertigt havde nægtet hende hjælp fra en barber. At han var sprunget ud ad vinduet og havde udgivet sig for at være matros, tydede heller ikke på hans uskyld. Forsvareren, Andreas Bruun, var naturligvis af en anden mening. Hans indlæg i bytinget var af 15. februar 1 71 7, og heri lagde han vægt på, at Kirstens venstre ben vel var knust, men det var ikke på­ stået, at det skulle være sket ved vold. Benbruddet såvelsom hendes blå pletter kunne være fremkommet ved, at hun i sin fordrukne til­ stand var faldet. At den anklagede ikke ville hjælpe hende op, ville Andreas Bruun ikke indlade sig på at forsvare, men det kunne vel skyldes, at han var irriteret og at kærligheden var noget kold. Han havde dog sidenhen både hjulpet konen til sengs og gået hende til- hånde og derforuden ynket hende overfor andre. Ingen vidner havde hørt konen beklage sig over, at manden havde slået hende eller påstå, at han skulle være skyld i hendes tilstand. Forsvareren mente ikke, at Knud Nielsens flugt var noget bevis for hans skyld, men var sket, fordi der var blevet kaldt på soldaterne. Ej heller kunne de faldne udtalelser dels om, at han ønskede, at konen måtte komme sig, ellers kom han ikke vel af verden, og dels ved pågribelsen om, at han nu ikke havde mange dage i denne verden mere, udlægges som indrøm­ melse af egen skyld, men var kun udtryk for angst. Det var ikke rig­ tigt af Knud Nielsen, mente forsvareren, ikke straks at sørge for bar