HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1972 h5

EN RÅDSTUERETSDOM FRA 1717 25 forklarede, at hun vel havde hørt, at Knud Nielsen havde slået sin kone, men aldrig set det. At der den pågældende lørdag skulle have været slagsmål mellem dem, havde hun ikke hørt. Da hun om søn­ dagen var kommet fra højmesse, havde Christen Christensens barn fortalt, at Knud Nielsen sådan havde tumlet med sin kone. Søndag aften bemærkede Karen Christensdatter, at der var tvistighed mellem dem, og da tænkte hun, at konen var drukken »da hun var noget liderlig med at drikke sig drukken«. Da hun hørte, at konen faldt i døren, gik hun derhen, skammede manden ud, idet hun spurgte om, hvordan han holdt hus med sin kone. Denne bad vidnet hjælpe hende op, og da lå et ben under hende, men hvilket ben det var kunne hun ikke sige. Karen Christensdatter kunne ikke få konen op og bad Knud Nielsen hjælpe hende. Han svarede: »Lad ikkun den drukkenso ligge, skøtter ikkun Eder selv, I har dermed intet at bestille«. Karen Christensdatter gik derefter ind til sig selv. Mandag og tirsdag sad nøglen i døren, mens manden var på arbejde, men om tirsdagen så hun gennem en sprække, at konen lå og puslede i sengen, og at der stod mad. Hun råbte da ind til hende og spurgte om, hvordan det var fat. Kirsten Sørensdatter svarede, »Jeg ved ikke, jeg kommer mig vel«. Om onsdagen sad nøglen ikke i døren og vidnet gik ind til konen, der da fortalte, at det ikke var så godt med hendes ben. Der var spiler ved benet, som den salig kone selv rakte ud af sengen. Christen Christensens kone var med derinde. Konen fortalte ikke noget om, hvordan skaden var sket, og de to gik da hver til sit. Knud Nielsen kom da straks efter og spurgte sin kone om, hvem der havde været derinde. Denne svarede: »Det har begge mine mødre her i huset«. Karen Christensdatter gik derefter igen ind til ægteparret og spurgte om, hvordan det gik. Han svarede, at han selv havde gjort noget ved benet og at konen nok kom sig. Vidnet rådede ham til at skaffe en barber, som forstod sig på den slags, hvilket også skete. Samme dag hørte hun Knud Nielsen stå i døren og ønske, at konen måtte komme sig, for ellers kom han ikke vel af verden, idet han enten tilføjede, at han blev holdt skyldig i hendes død eller var skyldig i hendes død. Hvilket af udtrykkene han brugte, kunne vidnet ikke erindre. Om aftenen så hun ind til konen igen, da sad Knud Nielsen ved sengen og sagde, at hun var faldet i rolighed og at det ville blive