HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1972 h5

100 ER IK RAFN om Mesterværker, men blot fortrinlige Arbeider af de Kunst­ nere, hvis Navne de bære. Og hvor faae af disse Navne venter der vel en større Udødelighed end den, Kunstnerlexikonnet kan give. Skal der til dette Antal føies blot det forholdsvis bedste af den øvrige Samling - de 276 Stykker - , saa tør jeg med Be­ stemthed forudsige, at det Middelmaadige vil faae Evne til ret at falde i Øinene til at blænde og trætte. Denne Masse har ikke engang kunsthistorisk Betydning, den maa først blive gammel for at vinde en saadan, og den vil kun erholde den paa Grund af sin Alderdom « Det ville have været interessant at se, hvilke 80 numre der havde fundet nåde for den strenge kunstkritikers øjne. Desværre findes for­ tegnelsen ikke, Thorvaldsens Museum har den ikke, og den findes heller ikke blandt Høyens papirer i Statens Museum for Kunst. V i er her vidne til et sammenstød af principper, nemlig den kyndige museumsmands skøn contra den private samlers kærlighed til kunsten eller sagt på en anden måde er det det 19. århundredes kunstopfattelse contra det 18. århundredes, og i modsætninger af sådan art kan man vel sige, at begge parter har ret. Det var imidlertid eksekutorerne, der skulle træffe afgørelsen, og disse besindige folk, blandt hvilke Jonas Collin var den ledende personlighed, mente, at malerisamlingen skulle være et udtryk for Thorvaldsens personlighed, således som han havde lagt den for dagen ved de enkelte køb, og de fandt støtte for denne opfattelse i testamentets bestemmelser og hele forhistorien. Det er derfor ikke helt urimeligt nu at konkludere, at det var et lykkeligt tilfælde, at det blev Troels Lunds mere liberale anskuelser, der blev bestemmende for ophængningen. Malerisamlingen, der vel er tilvejebragt over et spand af ca. 35 år, viser et udmærket udsnit af produktionen inden for en kunstnerisk brydningstid, den er derfor interessant i tidshistorisk hensende og som et udtryk for Thorvaldsens personlighed. Det må da heller ikke glem­ mes, at samlingen inden for den danske afdeling rummer værker af allerhøjeste kvalitet. Noget kunne også tyde på, at Høyen var gået for vidt i sin udrensning, for selv Høyens mest trofaste elev, kunst­ historikeren Julius Lange7 har i en forelæsning fra 1876, »Vore Sam­ linger« udtrykt sin mening om dette emne således: