HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1971

J E N S V I B Æ K i efteråret 1 861 , da Lehmann var blevet indenrigsminister. Han karakteriserede i Folketinget situationen således: »Jeg fandt . . . København næsten i oprørstilstand ved tanken om, at de to vig­ tigste adgange til byen, nemlig Vesterport og Nørreport, ideligt skulle blive overskårne, ikke blot af jernbanetrain til Helsingør, men navnlig også af søndagstogene til Dyrehaven og Klampen- borg«. Den 25. oktober 1861 bragte Fædrelandet en forsideartikel om de københavnske jernbaneforhold. Det er eksceptionelt, thi i disse år optages forsiden som hovedregel af artikler om det slesvigske spørgsmål, medens man må søge jernbanestoffet på side 2 eller 3 af bladets ialt 4 sider. »Vi vil gerne vække almindelig deltagelse i problemet om sjællandske Jernbaneselskabs retning på hoved­ stadens grund. Men vi kan næppe selv yde de fornødne bidrag hertil«, hedder det med en for Fædrelandet ikke sædvanlig tilbage­ holdenhed. Man henviser derfor til stadsingeniør Coldings betragt­ ninger. Colding er ikke principielt mod Rothe\ hnieføring som sådan, men er helt overbevist om dens katastrofale følger for sta­ dens hovedtrafikårer. Han har derfor foreslået, at man skal undgå niveauoverskæringerne ved en forsænkning af banelinien. Denne forsænkning bør begynde ved oplagshuset på »Enighedsværn«, en ejendom lige vest for den første banegård. I en tunnel bør banen føres under Frihedsstøttens runddel for at fortsætte i en åben ud­ gravning over Glacisholmen og videre under både »Ladegårds­ vejen« (Gyldenløvesgade) og »Nørrebro« (Søtorvet) for derefter at dukke op henimod den dæmning, der fra Østerholm skulle føre banen over søen mod Trianglen. Colding anslår de forøgede ud­ gifter til 200.000 rd., men Rothe hævder, at det vil koste 3-4 gange så meget, så alene af den grund forekommer tanken absurd, selv om han naturligvis er tilfreds med, at Colding kan anerkende hans linieføring.

5 6